Spejlet

106 / 191

Prof. Georg Brandes’ Haand. (N.)
Oehlenschlagers Haand. (P.)
ret og kroget, mens Thorvaldsens er glat, plastisk-skøn
og rolig. Men begge Hænder udtrykker en stærk Skaber­
kraft, der blot søger forskellige Udtryksmaader.
Imellem Kong Christian IX’s og Kronprins Frederiks
Hænder er der en utvivlsom Familielighed: lange, smalle
Fingre med aristokratisk hvælvede Negle. Oehlenschld-
gers Haand, der næsten Påhlmansk korrekt holder paa
Pennen, er af samme Tjrpe. —
Schandorphs Haand er bred og jovial, lige parat til
et venskabeligt Slag paa sin Bordfælles Skulder som til
at gribe Rødvinsglasset og klinke med ham.
Erik Bøghs Haand tyder ogsaa paa sin Ejers gode
Lune, men den opadbøjede Lillefinger giver Haanden
et Præg af Forsigtighed og Paapasselighed, som Schan­
dorphs Haand mangler. —
Medens Konsejlspræsident Deuntzers Haand, der for­
øvrigt er uheldig fotograferet, ved sin Form er sund,
naturlig, ligefrem, er Herman Bangs Haand at en gan­
ske anden Støbning. Fingrene, især Tommelen, er
smallest paa Midten, hvilket Lægerne paastaar, er det
legemlige Udtryk for Overforfmelse og Degeneration.
Haanden er hvid og velplejet, Neglene aristokratiske.
Endelig præsenterer vi som den diametrale Modsæt­
ning hertil Bech-Olsens kraftige Næve med de solide
Fingre, struttende af Muskler og Fedt. Den virker som
en Ryttersabel ved Siden af en Række elegante Pynte-
kaarder.
Det er saare vanskeligt at sige noget rammende om
et Menneskes Karakter blot ved at betragte hans Fingre
og Oversiden af Haandfladen. Sandsynligvis paavirkes
man af, hvad man i Forvejen mener at vide om Ved­
kommende, og søger saa blot Bekræftelse herpaa i Be­
skuelse af Haandens Form.
Sigurd Trier.
Haanden m ed Haandkameraet.
- 104 —