100 / 191
et Land, hvis Deles Sammenhold endnu ikke var
sikret paa Grund af Mangel paa Enighed om Ai ve
følgen i de forskellige Landsdele, og hvor en Part
a f Landet stod i national Opposition til og ønskede
Udskillelse fra det øvrige.
Je g var den Gang kun ung, men dog gammel nok
til, at disse Indtryk fæstnede sig i mit Sind og blev
Udgangspunktet for min Kritik at den paalølgende
Forfatnings-Bevægelse, der affødte Grundloven af
1849.
Je g frygtede for, at en ny Grundlov for kun en
Del a f Landet vilde vanskeliggøre, i Stedet for, som
de ledende Mænd den Gang haabede, at fremme en
Samling a f det hele Land under en fri Forfatnings
fælles Grundlov, og jeg frygtede for, at den almin
delige Valgret sat i Højsædet uden tilstrækkelig
Modvægt i et paa et andet Grundlag hvilende Fø r
stekammer, nødvendigvis maatte føre til en Fo lke
tingsparlamentarisme og til Kongedømmets Afmagt.
Dette stod for mig som ensbetydende med Op
løsning af den gamle Samfundsorden og tillige T a
bet a f vort lille Lands selvstændige Statstilværelse.
Disse Ungdoms-Indtryk have været stærke nok
til at følge mig igennem et langt L iv og til at have
været væsentligt bestemmende for min Manddoms
Gerning.
En nærmere Paavisning heraf ligger imidlertid
udenfor Deres Spørgsmaal om en »Ungdomserin
dring« og vilde heller ikke passe i »Spejlet«s Ramme.
Og saa gled Samtalen over i andre Emner. Mit
planlagte korte Besøg blev til en hel Dags Samvær,
fra hvilken jeg gemmer Minder, der sent vil blegne.
Funch-Thomsen.
En Kirke og et Kloster.
En Billedtekst.
S
om
et Stykke forrevet og søndret Middelalder
ligger Helsingørs
Sd . Mariæ Kloster.
Ikke rager det op over Byens lave Tage med
ranke Taarne og slanke Spir. Langt snaieie synes
det som tynget mod Jorden a f Aarhundredeis Ælde,
som knugedes det i Knæ af røgprustende Skorstene,
og a f Kronborgs ærværdige, majestætiske Kolos.
Staar man i Fraterhaven, da tegner Klosteret sig
med sine væltede Mure og sønderbrudte Ruder,
som en hærget Borg, som en mørk og dyster Ruin.
Man føler det paa en Graavejrsdag, som behøvedes
der kun et ringe Vindpust tor at bringe de skrøbe
lige Bygningsrester til vaklende at styrte mod Jo r
den og knuses Sten mod Sten.
A lte r Forfald. Murene buer sigud og ind. Tagene
svajer sig i dybe Slugter. Allevegne gaber kullede
Spær og Bjælker frem, nøgne, som havde Ilden
raset over det gamle Hus. En enkelt Længe synes
rømmet i sidste Stund. Fo r Vinduerne hænger
endnu de hvide Gardiner, nystrøgne og stivede,
men for Husets Fod ligger Gavlen, som en rygende
Grusdynge.
Om Set. Mariæ Kloster beretter Historien kun
grumme lidt.
— 98 —