Spejlet

95 / 191

Melbye.
Den sidste Haand lægges paa Revyen.
Henriques. Jespersen.
Før Revyen.
Henriques og Melbye. -------
De t kan lokke Taarer frem paa min Kind, naar jeg
tænker paa hvorledes det vil gaa om et Par hun­
drede Aar, naar Melbye og Henriques’Navne absolut
ikke maa lyse længere. Jeg husker ikke hvem der skrev
Shakespeares Værker. Og jeg vilde ikke græde over den
Ting, hvis jeg ikke mente at man har gjort den Mand
— ikke Shakespeare men den anden —kolosal Uret. Hvad
har han gjort at han saaledesskal bruges som Lysepuster?
O Rædsel at skulle spille en saadan Rolle. Jeg lever
i en stadig Frygt for Aaret 2102. Naar den Tids Svend
Flue sidder og gransker sine Havannablade og kommer
til det Resultat, at Henriques og Melbye aldrig har skre­
vet nogen Revy, saa vil det maaske gaa ud over min Grav­
fred : »Det er tilfulde konstateret at Melbye kun var en habil
Keglespiller, som fik sin Rerømmelse den Dag, da han slog
de Otte 0111 Kongen i højre Spænd. Vanskeligere er det at
paavise Aarsagen til Henriques’Glorie. Men det antages fra
ganske paalidehg Kilde, at det skete da hans Datter tog
en ualmindelig fin Studentereksamen med en saa uhyre
Ladning Point at hun forærede sin Fader en hel Haand-
fuld. Disse Pointer, og én eneste fransk lundi hos en
datidig Melanie Borring, var alt hvad Henriques ejede
af Kundskaber. Han kunde hverken læse, regne eller
skrive. Henriques forsøgte sig som Rogtrykker; det gik lige
akkurat fordi andre satte Bogstaverne paa de rigtige
Pladser. — Det er jo horribelt, at man i over to
hundrede Aar har troet paa den Mythe at de berømte
Revyer var skrevet af Henriques og eventuelt Melbye.« —
Det gør mig slet ikke ondt for Melbye og Henriques,
de kan lade være med at digte noget man husker saa
urimelig længe. Men naar jeg dør, saa vil jeg have Fred.
Tag et andet Skelet som intet ved. Jeg ved at Henriques
og Melbjæ skriver de hedste Vers i Danmark; lige saa
gode Vers skriver kun Holger Drachmann. Som der kun
er én Drachmann, saaledes er der kun to Revyforfattere.
Juli 1902. Olfert Jespersen.
Olfert Jespersen.
Un d e r t e g n e d e er ganske enig med Fritz Jørgensens
Maler. Jeg bøjer mig for Beethoven og H. C.
Lumbye, Wagner og Offenbach, o. s. v. o. s. v.,
men Olfert Jespersen har et Fortrin frem for dem alle,
et ubestrideligt Fortrin, muligvis ikke for Efterverdenen,
men for mig. Alle de andre, der maaske — jeg maa have
Lov til at sige maaske —kunde gøre mig sainme Nytte,
hvis de havde dette Fortrin, de har det ikke, de er alle mere
eller mindre udødelige, men de er døde. Jespersen er le­
vende, spillevende. Og han dør maaske aldrig. Denne mær­
kelige Overtro, at alle Mennesker skal dø, har jeg aldrig
forstaaet. Der findes jo over 1000 Millioner Mennesker
her i Verden, der aldrig er døde, saa det er da kun
sandsynligt, absolut ikke sikkert, at vi alle skal dø —
og jeg føler Trang til i dette Øjeblik at udbringe et
Længe leve Olfert Jespersen. Han er en Befordrer af
det gode Humør, en Tonekunstner, der med smaa og
beskedne Midler har skaffet sine Medmennesker mange
glade Timer. Naar 434,397 Mennesker for Øjeblikket
synger i København, og det gjør de — af og til — saa
er det næppe for meget sagt, at de 297,592 — af og til
— synger en Melodi af Olfert Jespersen. Hans Melodier
tilegner Folk sig hurtigt; han maa ganske vist undertiden
spille en af dem 20 Gange for mig, før jeg kan skrive Text
til den, men de er som Regel ikke sunget 100 Gange paa
Morskabsteatret eller Nørrebros Teater, før enhver lille
Dame kan kvidre dem, og Skomagerungdommen fløjte
dem ned ad Strøget. Altsaa Olfert Jespersen længe leve!
Med Hens 3m til en Karakteristik og en Biografi af
Olfert Jespersen henviser jeg til Salmonsens Konver­
sationslexikon, næste Udgave. For at denne Artikel dog
skal bringe noget positivt, skal jeg bemærke, at han er født
i Nyboder, at han ikke drikker Spiritus, og at han af
og til bliver klippet, men ikke saa meget, at det kan ses.
Han har kun 1 Gang holdt Jubilæum og er endnu —
da disse Linjer skrives — ikke Ridder af Dannebrog.
Sganarel.
Revyforfatterne i Sganarels Have.
- 93 -