Spejlet

Selv havde den ny P ræ st im id lertid en helt

anden Fo rk la ring paa den Ting.

H an mindedes, hvo r tungt et H jærte han

havde siddet med i sit ensomme Kammer og

tænk t paa, hvo rdan lian skulde finde Vejen til

disse Mennesker, hans hele Liv havde ligget

saa langt bo rte Ira, som h an ikke forstod, og

som heller ikke forstod ham . Ringe og afmæg

tig havde h an følt sig, længtes efter at kunne

gaa hen til dem og tale aaben t og frimodigt

om sine T anke r og Bekym ringer, og dog ikke

haft Mod dertil, fordi han ikke vidste, hvad og

hvo rdan han skulde sige det, saa de kunde

forstaa ham . Og nu — nu gik han hjem og

syntes, det v a r altsamm en komm et ganske af

selv i en ko rt Stund. Hvor havde de ikke

været rare, alle disse Mennesker, som h an med

Ængstelse havde tæ nk t paa, hvo r v a r de ikke

komm et h am i Møde m ed udstrak te Hænder.

Det va r for ham , som de va r gamle Venner,

og h an kend te dem ud og ind. Hvad va r det

dog for et Under, der pludselig var komm et

og havde gjort det altsamm en godt.

»Jeg ved det!« sagde den unge P ræst i sit

stille Sind. »Det v a r Kærlighedens Under. Mit

H jærte blev v a rm t for en stakkels Dreng og

en bedrøvet Kone, jeg glemte mig selv, m in

Sorg og m ine Bekymringer. Andres Sorg blev

min, Ordene kom af sig selv, og saa va r alting

godt med det samme. Nu er m in Sjæl fuld af

Tak derfor. Men mere end det h a r jeg vundet

og lært. E t B a rn talte for mig derom uden

Ord, og jeg fo rstaar det kun dunkelt endnu —

Gud læ r mig at forstaa det!«

Saadan lød i hans stille Sind den unge Præsts

egen Fork laring , og nu faar enhver at holde

sig til den af de to Fo rk laringer, h an helst vil

— M istænksomhed er Verdens Visdom.

Fangen i sine T anker naaede h an Præste-

gaardens Have. Laagen stod aaben, han gik ind

igennem den og stod derinde, førend han selv

rigtig vidste af det. Men om han end aldrig saa

nøje havde overvejet det, kunde h an i dette

Øjeblik ikke have gaaet noget bedre Sted ind,

for Præ stegaardshaven va r Perlen i hans lille

Rige. Kærlige Hænder havde p lan tet den tor

ham og fredet om den, længe tø r han eller

nogen anden havde kunne t d rømm e om, at det

just va r for ham . Det va r der noget køn t i at

tænke paa, og Haven selv va r lige saa køn.

Viden om i Egnen va r et T ræ et Sjældenhed,

Husenes Haver et P a r forkrøb lede Buske, et

P a r lilleputagtige Kaalbede og et P a r forknytte

Blomster, der hang med Hovederne.

»Her vil ingenting gro!« havde Egnens Fo lk

sagt saalænge, at det var blevet sandt.

»Hvor Ingen p lan ter, vil ingenting gro!« havde

de gode gamle Præstefolk, som den Gang boede

der, sagt, og saa hegnede og p lan tede de. Heg

nene skød op, T ræerne skød op indenfor, og i

Ly af dem grønnedes U rter og B lom ster med

Farve og Duft, Buske og T ræ e r m ed hængende

Frugter. Saadan va r det sket i mange, mange

Aar med bestandig voksende Kræfter, ind til det

nu endelig grønnedes og b lom strede for den

ny Præ st; det altsamm en v a r hegnet og p lan tet

her, uden at nogen vidste det. Og den ny Præst

havde igen, uden at h u n eller Nogen vidste det,

bestem t det altsamm en for den unge Brud, han

snart, sna rt skulde føre derind. Dér skulde hen

des Blomsterrige staa m id t imellem Lyng og

blomsterløse Marker. Der stod en Rosengruppe

med b iydende Knopper — dem havde han

gaaet og set paa fra Dag til Dag, fra T ime til

Time og regnet efter,

0111

de kunde staa i fuldt

F lor, n aa r h u n kom , og byde hende Velkom

m en med Skønhed og Duft til de lave Præste-

gaardsstuer. Der va r et dejligt Jo rdbæ rbed , hvo r

store indbydende Bær beredte sig paa at rødm e

mellem m ørkegrønne Blade — dem havde hans

Øjne vogtet paa og tittet efter for at grunde

over,

0111

de kunde staa i bugnende Modenhed,

n a a r hun kom, og fortælle hende, at der groede

Sødme

0111

deres egen lille Bolig. Derfor elskede

han Præstegaardshaven, nænnede ikke at bryde

en Blomst, ikke at plukke et Bær, før hun

kom , for hvem de alene blomstrede og rødmede.

F o ran Rosengruppen blev han staaende, først

som han plejede. Men hvad kunde det betyde?

Den allerførste unge Knop havde Aftenen i

Forvejen staaet lige i Udspringet. Den søgte

hans Øje ivrigt, m en borte var den. Hvor var

den bleven af? Den unge P ræst va r i en lykke

lig Sindsstemning, men den Opdagelse blev han

dog lidt gnaven over. Hvem kunde have nænnet

at berøve ham den første Bebuder af Glæden,

som han havde gaaet og d røm t

0111

i sin E n

somhed? E t ond t Varsel syntes det ham , og

mismodig spejdede han efter Synderens Spor.

Jo — Tund t

0111

Rosengruppen stod der Mær

ker af Barnefødder i Jo rden , og — tys — lød

der ikke barnlige S temm er længere nede fra

Haven? Hurtigt gik han efter Lyden, og der,

inde mellem Jordbæ rbedene, stod to travle

Smaafyre. Det gav et Stik i den unge Præsts

Hjærte da h an fik Øje p aa den ny Dreng og

en noget pjaltet lille Person — det kunde ikke

være nogen anden end Dumm epeter — med

en frisk udsprungen Rose stukket i sin lasede Hue.

(Fortsættes.)

- 92 —