Spejlet

fordi jeg siger, det er noget Svineri at spise To

bak, og Du siger slet ingenting!«

Den ny Dreng saa gennem T a a re r op paa

den unge Præst, og i hans Blik laa der en saa

alvorlig Bebrejdelse over, at h an saaledes va r

lad t i Stikken af den, h an troede bedst, at den

gik lige ind i Præstens Hjærte.

»Kom, m it Barn!« sagde han , trak Pu rken

ind til sig og tog ham i sine Arme. »Jeg ho lder

jo af Dig, mere, end Du eller jeg selv rigtig

kan forstaa. Jeg vil være din Yen og altid blive

glad, n a a r Du gør, hvad jeg h a r sagt. Det skal

vi to tid t snakke samm en om, m en nu m aa vi

allerførst prøve, om vi ikke kan faa alt dette

g jo rt lidt godt igen. Tan te Lines Søster, De

m aa ikke være bedrøvet. Nu gaar vi tre sam

m en til Deres Mand, og siden komm e r T u ren

haade til Sogneraadsform anden og alle de an

dre, der ere vrede. Der h a r blæst en slem Vind

idag, der blæser en god Vind imorgen. Kom!«

Det saa ud som om Ensom heden helt og

ho lden t v a r blæst af ham , da h an stod op og

tog sin Hat. Og saa gik den ny Præst, den ny

Dreng og Tan te Lines Søster samm en ud i

Byen for at fange lidt Solskin, førend det endnu

rigtigt va r blevet Aften.

III.

H vo rdan den n y Præst og den n y D reng

g ik bort H a a n d i Haand .

l y g t i g

og forgængelig er Verdens S torhed og

dens Berømmelse usikker — derom m aatte og-

saa den ny Drengs Skæbne aflægge Vidnesbyrd.

F ra en ringe Begyndelse, ubemæ rket og over

set af alle, havde h an i Løbet af tre ko rte

Dage arbejdet sig op til at være den, hele

Byens Øjne vogtede paa, alle store og smaa

Tunger talte om, og alle forstandige og ufo r

standige T anke r drejede sig om. Rimeligt nok,

for det er jo saa aldeles menneskeligt, h a r nu

den ny Præst, som jo fra Begyndelsen havde

indtaget denne misundelsesværdige Stilling, følt

sig saaret i sin Forfængelighed ved saaledes at se

sig fortrængt fra den, oven i Købet af en Smule

Springfyr, der ikke naaede ham højere end til

Vesten. Vist er det, at fra det Øjeblik den ny

P ræst og den ny Dreng, m ed Tante Lines

Søster som T red iemand , den Aften, der fulgte

efter h in bevægede Skovtur, havde begivet sig

ud i Byen, begyndte dens T anke r og Tale

m ind re og m ind re at dreje sig om den ny

Dreng, m en desto flittigere om den ny Præst.

Det m aatte Præsten forstaa!

Fø rst va r h an gaaet ind til den vrede Bager

og havde fortalt ham , hvo r fornøjeligt det havde

væ ret for ham ved den flinke lille Drengs

Hjælp, ham , som stod fo ran dem, at opdage,

at der boede en dygtig Bager saa at sige Side

0111

Side m ed Præstegaarden. Det vilde skaane

ham og hans tilkomm ende unge H ustru for

mange Besværligheder, og kunde ikke være

bekvemmere. Derover glemte Bageren ren t, at

h an v a r vred, baade h an og hans Kone fik

trav lt m ed at nøde Præsten til at smage paa

deres Boller til en lille D raabe Kaffe i en stor

Kop, og derved kom det igen for Dagen, at

den unge P ræ st netop va r en sto r Ynder og

Kender af Boller. Han roste dem overmaade

og glædede sig ved Tanken om, at hans unge

Hustru , n a a r h an først havde ført hende ind i

sin Præstegaard, kunde faa m ang t et godt Raad

i Husholdningssager af saa erfarne Naboer. Den

Tanke glædede Bageren og Bagerens Kone sig

lige saa hjærteligt over, og da Bageren havde

fulgt den ny P ræ st langt ned ad Gaden, gik

h an hjem igen med et Ansigt, der skinnede

omkap med den dalende Sol. Solskinnet fulgte

m ed ham ind og bred te sig ud gennem hele

hans Hus.

Den ny P ræst gik videre og kom til den op

rø rte Sogneraadsformands Gaard. F o r ham aab-

nede h an sit Hjerte og talte tillidsfuldt og lige

frem t

0111

, hvo r ængstelig han va r ved, saa ung

og saa uerfaren, at gaa ind til sin nye Gerning,

hvo r lidt han syntes, han kunde give sin Me

nighed af det, h an var kaldet til at give dem,

hvo r ensom h an havde følt sig mellem alle de

fremmede Mennesker og Fo rho ld , og hvor

h aa rd t h an trængte til lid t Hjælp og Støtte fra

dem alle sammen. Der kom Varme og Ind e r

lighed af sig selv i hans Ord, fordi de havde

været i hans Hjærte i alle disse Dage og nu

kom strømm ende ud derfra som en Kilde, der

springer, og de gik Sogneraadsform anden til

Hjærte. Alt Oprøret i hans Følelser dæmpede

de som Olien Havets Bølger, h an gav den ny

Præst et trofast Haandslag og skyndte sig at

føre ham ru n d t gennem sin Bedrift, for at P ræ

sten kunde lære, hvo rdan der skulde se ud i

et veldrevet L andb rug og i en ordentlig ind

rettet Gaard. Da det va r besørget, og de lykke

lig og vel va r komm et ind i Stuen igen, faldt

Sogneraadsformanden et Øjeblik i Tanker.

»Det er sandt, Hr. Pastor!« tog h an derefter

g rundende Ordet. »Taget paa Præstegaarden

kunde trænge til at ses efter, et bitte Korn«

»Det kunde det maaske nok!« ind rømm ede

Præsten lidt usikkert, thi han vidste ikke rigtig,

— 90 -