Spejlet

93 / 191

hvad Sogneraadsformanden egentlig havde for
Øje m ed den Ytring.
»Ja, og et bitte Korn Hvidtning kunde nu
pynte svært op paa de gamle Vægge!« blev
F o rm and en ved, tankefuld og grundende som før.
»Det kunde det sikkert!« svarede Præsten i
en undselig og undskyldende Tone, for h an be­
gyndte at faa en Anelse om, at der laa en lille
Bebrejdelse for Upraktiskhed i Ordene. »Men
jeg tilstaar ærligt, at jeg ikke h a r tænkt paa
det. Jeg h a r jo ikke haft med saadanne Ting
at gøre før!«
»Begribeligvis!« skyndte Sogneraadsformanden
sig at indrømme. »Det va r jo da heller ikke
til at forlange af En, der komm er lige derinde
fra K jøbenhavn. Men se vi, som gaar herude
og ser paa det hver Dag, vi skulde jo have
tænk t p aa det og faaet lavet det i Stand, førend
Præsten kom!«
Sogneraadsformanden standsede et Øjeblik og
saa lidt gnaven ud over sin egen Tankeløshed.
»Men,« føjede han saa til og gned sig i Hæn­
derne m ed opklarede Miner. Kanske det kan
naas endda, n a a r vi tager fat straks, saa at P ræ ­
stegaarden kan staa pyntet og pudset, til den
ny Præstefrue drager ind i den. Og saa kan P ræ ­
sten endda hjælpe os med at se lidt til, at det
kan blive, saa hun kan tykkes 0111 det. Bryd
Dem bare ikke 0111 det, Hr. Pastor, for det skal
vi Bymænd nok sørge for!«
Der strømmede noget Varmt til den nye
Præsts Hjerte, han saa op paa Sogneraadsfor­
m anden med en fugtig Glans i sine Øjne og
rak te ham sin Haand.
»Tak!« sagde han, og det var Ord nok. Flere
behøvedes der ikke, følte de begge To, og da
P ræsten havde sagt Farvel og gik, blev Sogne­
raadsfo rm anden staaende og saa smilende efter
ham , til h an va r blevet borte mellem Aftenens
Skygger.
Men det var næppe blevet Morgen igen, før­
end den ny Præst tog fat igen, hvor han havde
sluppet 0111 Aftenen. Ivrig va r han blevet.
H an gik til Skolelæreren, men de havde ikke
talt samm en i fem Minutter, førend Skolelære­
ren forstod, a t he r var det ham, der var den
Overlegne. Han, der var saa gammel i By og
kjendte Sognet ud og ind, var slet ikke til at
undvæ re for en saa ung og uerfaren Præst. Det
var der Noget i, som behagede ham og gav
ham Lyst til at vejlede ham. Førend de skiltes,
havde han sat ham ind i hele Menighedens
fortidige, nuvæ rende og kommende Tilstand,
i alle dens Anliggender, og var fast bestemt paa
at staa trofast ved hans Side og række ham
sin Haand, n aa r og hvor han behøvede den.
Efter hans Anvisning gik den ny Præst fra
Gaard til Gaard, og allevegne, hvo r han kom,
forstod Byens Folk, at det var en Præst, som
de kunde have Fornøjelse af at tage imod som
en af deres Egne, en Mand, det va r værdt at
være til Tjeneste, hvor de kunde. I alle Gaar-
dene, hvor han havde været, talte Fo lk ikke et
Ord 0111 den ny Dreng, men kun 0111 den ny
Præst, og hvad for en skjøn Mand han var. I
Hytterne og Smaahusene — nu ja, dér talte de
hverken om den Ene eller den Anden, for dér
havde de nok i deres daglige Slid og Bekym­
ringer.
Jo, han var lun nok, var han, den ny Præst!
Ikke et Ord talte han 0111 den ny Dreng, men
hvor Præsten gik ind, og hvo r han gik ud, dér
var det med det Samme forbi med al Byens
Opmærksomhed for Knægten. E ndnu E fterm id­
dagen før havde m an været helt og holden t op­
taget af ham og ikke snakket 0111 Andet end
ham, men førend Solen samme Aften gik ned,
var hans Berømmelse blegnet, og førend Solen
Dagen efter stod højest, var det helt ude med
hans Storhed — han var glemt og skudt til
Side for den ny Præst. Men det m aa siges til
den ny Drengs Æ re, at sjælden h a r en falden
Storhed baaret sit Fald saa værdigt, som han.
Som han havde taget sin Berømmelse uden
tilsyneladende i m indste Maade at blive opblæst
eller storagtig af den, ja, uden næppe nok at
ænse den, saaledes ba r han nu dens Tab med
Værdighed og sank igjen ned i sin Dunkelhed
uden svag og umandig Klage. Det var m indste
Klasses Fridag i Skolen, saa snart det derfor
rigtig var blevet Dag, havde han og Dumme­
peter lykkelig fundet h inanden igjen, og ube­
kym ret for, hvad der til samme Tid foregik
paa højere Steder, færdedes de To sammen i
deres Ubemærkethed, saa lang Form iddagen var.
Rolig kunde derfor den ny Præst hen imod
Middagstid gaa tilbage til sin Præstegaard for
at nyde sin Sejr uden at behøve at frygte for,
at dens F rug ter skulde blive ham berøvede.
Og Sejren var endnu større, end han havde
drøm t 0111 , da han gik ud. Han var jo gaaet
ud for at sætte Grænser for en lille ubetydelig
Persons Anmasselser og sætte sig selv igjen paa
sin berettigede Plads som den, der havde første
Ret til Byens og Sognets Opmærksomhed og
Omtale. Det havde han naaet, men oven i
Kjøbet havde han med det Samme erobret alle
de bedste og mest indflydelsesrige Folk og gjort
dem til sine Venner og Beskyttere. Sagtens kunde
han da gaa fornøjet hjem.
- 91