88 / 191
op og i. Der hørtes Brøl og S tønnen fra Dame-
kahy tten , og Opvartningsjom fruerne løb mod
h inanden og skældte h inanden ud i deres for
fjamskede Travlhed.
Hlulp . . h lu lp . . um bø—i .. ratsch . . . gurle—
gurle—gurle! —
P la sk!
en Sø over Dækket. —
B um s !
en Dør i . —
J om fr u ! J om fru !
—
S n u r rr !
Sk ruen over Bølgerne. —
Jom fru , J om fru !
—
Ja—a, nu komm e r jeg! —
Ba rdou s!
to Jom fruer
støde sammen. — Kan Di ikke se Dem for, Di,
Fjols! —
S n u rrr!
Skruen nok engang over Bøl
gerne. —
Jom fru , Jom fru ,
jeg
dør!
— H lu lp—
um bø—i—ratsch—gurle—gu rle—gurle . . .
. . . det var, som ho ld t Hans Majestæt Satan
K lu b b a l! -------
Men saa paa én Gang blev det roligere. —
Man va r komm et i Læ af en eller anden ven
lig Landtunge. Damperens slingrende Bevægel
ser stilnede af; og F a rten gik m ere støt fremad.
Skruen snurrede, hvo r den skulde; Døre og
Luger hang smuk t paa deres Hængsler; Kvin
derne tænkte ikke længere paa at dø; og Ka
hy tsjom fruernes Sindelag blev forsonligere.
— Clausen?
— Ja . . .
— E r Du levende?
— Ja—a . . .
l i d t .
. .
Nu tro r jeg, at det værste er overstaaet.
— Aa, Gud give
det!
Knagsted forsøgte at snige sig til at dreje sig
om paa Siden; men lod sig sporenstrengs dumpe
ned paa Byggen igen.
— Jeg synes ved Gud, Du rø re r Dig? sagde
Clausen forfærdet. (Selv laa han stadig stiv og
stram , som skulde der tages en Gibsafstøbning
over ham).
— J a—a, jeg gjorde, sagde To lderen — men
jeg fo rtryder d e t . . .
— Ja, saadan noget skal m an ikke gøre, før
m an er helt sikker.
— Nej . . . Véd Du, hvad jeg
n u
vilde ønske,
Clausen?
— Naa?
— Jeg vilde ønske, at der va r et Spejl oppe
i Loftet, saa at jeg kunde se Dig! . . . Du ser
vist grandios ud. Lige til at anbringe i et Mau
soleum !
— Hum . . .
— Clausen . . . Clau-se/7
?
—
Ja !
— Du er jo »Naturdyrker«, ikke? H a r Du
ogsaa ligget nu og været imponeret af dens
»Storhed« og »Vælde«?
—
Næi,
jeg h a r ikke . . .