Spejlet

— Det glæder mig. For véd Du, hvad jeg

synes? Jeg synes, at det er forfærdelig tarveligt

og parvenuagtigt af den lille Vorherre at lave

saadan en Staahej med Blæst og Storm og

Bølger og alt det.

— Saa—aa . . . ?

— Ja, det synes jeg s’gu! For Herregud, vi

véd

jo, at han

kan

det!

— Det er svært, saa Du er blevet snakke

salig, lille Tolder!

— Tjae . . .

En Kahytsjomfru stak Hovedet ind bag For

hænget og nikkede huldsaligt:

— Nu er vi ved Indløbet, Diherrer. Nu kan

Di godt staa op!

Og langsomt og med den yderste Forsigtighed

hævede de to Venner sig prøvende op paa Al

buerne.

{Fortsættes).

En Historie om en ny Præst og en ny Dreng.

L. Budde.

— Med Tegninger

a f Carl Thomsen.

»'C'R det min Skyld?« udbrød Præsten lidt

D i forbløffet.

»Gud, nej!« skyndte Bagerkonen sig at be

rolige ham. »Jeg har saamæn tidt nok forklaret

ham, at hverken Præsten eller Tante Line har

ment det, som det er sagt, og saadan noget

skal ikke tages saa strengt, som det skal siges.

Men det er som at slaa Vand paa en Gaas!«

»Ja, men hvad har den stakkels Dreng da

gjort?« spurgte

P r æ s te n

med et medlidende Blik

paa den lille Synder.

»Det er grusomt at fortælle, Altsammen, men

Sandheden skal frem!« svarede Bagerkonen

med Graad i Stemmen. »Han var aldrig saa

snart kommet i Skolen igaar, førend han gik i

Kompagni med den allerringeste Dreng i Sko

len — Dummepeter kalder de ham for — altid

er han pjaltet og dum og altid i Klammeri

med de andre Børn. — Han kan hverken stave

eller lægge sammen, og daarlige Folks Barn er

han!«

»Jeg har ikke sagt Noget om Dummepeter,

for jeg kjender ham ikke!« erklærede Præsten

i det Punkt vidste han sig uskyldig.

(Fortsættelse).

»Nej!« indrømmede Drengen. »Men han sad

saa langt horte fra alle Skolebørnene og var

saa ked af det. Der var slet Ingen, der vilde

være Ven med ham, og saa vilde jeg!«

Den ny Præst saa paa den ny Dreng, og det

faldt ham ind, at havde der ikke været en

Tante Line, kunde den lille Fyr maaske selv

have siddet som en stakkels Dummepeter midt

i en Flok pæne Børn. Og i det Samme syntes

han, der var noget kjønt i, at en hemmelig

Sympati havde trukket de To til hinanden.

»Et Par Boller havde han faaet med til Fro

kost, for vi bagte jo Boller til Skovturen!« fort

satte Bagerkonen efter forgjæves at have ventet

paa et lille formanende Ord fra Præsten i den

Anledning. »Den ene gav han Dummepeter lige

paa Stedet, og Synderen puttede den i Munden

midt i Skoletimen, saa Bollen sprøjtede ud over

Læreren, da han gav ham et Ørefigen, som ikke

var mere end hans Pligt!«

»Du har selv sagt!« faldt Drengen ind og saa

Præsten op i Ansigtet, »at de, der har Noget,

skal dele med dem, der Ingenting har!«

»Det har jeg!« tilstod Præsten og begyndte

— 87 -