Spejlet

at føle, at h an ikke va r helt uden Skyld i

Knægtens Galskaber.

»Og saa kan I)e tænke Dem, Hr. Pastor»,

blev Bagerkonen ved, »at da Læ reren vilde

tage ved Spanskrøret, som jo heller ikke va r

m ere end hans Pligt, saa siger den elendige

Dreng he r lige ren t ud, at han havde ikke Lov

til at give Dumm epeter en Omgang af d e t.«

»Nej, for h an va r meget stæ rkere end Dumm e

peter!« sagde den ny D reng ivrig. »Og Du liar

selv sagt, at de, der er stærkest m aa ikke gøre

dem Fo rtræd , der ikke ere stærke, m en skal

være gode imod dem og hjælpe dem. Og det

sagde jeg til Læreren!«

»Men hvad sagde Skolelæreren?« spurgte P ræ

sten hurtigt, vel sagtens for at komme ho rt fra

Spørgsmaalet, for h an følte stæ rkere og stæ r

kere sin Skyld.

»Han blev saamænd saa betuttet, at han satte

Spansk rø ret bo rt og ikke sagde et Ord!« svarede

Bagerkonen. »Det er jo ogsaa til at blive helt

tosset over, at saadan en Smule Knægt tø r

sætte sig op m od en Skolelærer. Men væ rre

blev det rigtignok, da vi skulde afsted. Jeg vil

aldrig være ærlig,

0111

Knægten ikke faar fat i

Dummepeter, som naturligvis ingen tænkte paa,

og ingen vilde have med, og deler sine Klæder

med ham . Havde h an saa endda givet Stympe

ren de gamle og selv beho ld t de nye, men

gammelt og ny t og ny t og gammelt delte de

lige med h inanden , og det blev hverken til

Fugl eller Fisk for nogen af dem. Da vi kørte

igennem Byen, halede h an Stymperen op til

sig, uden at jeg mæ rkede det. Der m aatte jeg

sidde og køre i Stads for to Skarns Knægte og

vidste ikke mere af det end m in uskyldige

gamle Hoppe!«

»Der v a r Ingen, der vilde have ham med, og

han va r saa ked af det. Saa tog jeg ham med,

og saa blev han glad!« undskyldte den ny

Dreng sig, dog ikke slet saa sikkert som før,

for h an va r ikke rigtig vis paa, om Præsten

eller Tan te Line havde sagt noget

0111

den

Ting.

»Ja, det m aa jeg sige«, ind rømm ede Bager

konen, »for Sandheden skal frem, som den er,

at aldrig h a r jeg set Dumm epeter saa m ild og

glad. Han glinsede over hele Ansigtet af bare

Fornøjelse, og havde m an ikke vidst bedre,

kunde m an gerne have taget ham for en køn

lille Knægt. Der blev jo et Postyr, da jeg kom

trækkende med det Læs, m en jeg skulde endda

have fundet mig i det altsammen,

0111

ikke det

værste va r komm et tilsidst. Det v a r da alle

Skolebørnene havde sat sig fredeligt ned mellem

Klitterne og skulde til at spise deres Mad. Saa

sandt, at jeg er en ærlig Kone, na rred e han

dem til at lægge al Maden, de havde med, op

i en Bunke. De skulde se Lø jer sagde han ;

m en jeg tro r nu nok, det gjorde m ere Ind tryk

paa dem, at h an bildte dem ind, vi havde K u r

ven fuld af Boller, som vi jo ogsaa havde, og

dem skulde de faa, n a a r de havde spist Maden!«

»Du sagde, at Bollerne v a r til Skolebørnene!«

forsvarede den ny Dreng sig og begyndte at

skotte lidt ængsteligt op til den ny Præst, der

blev ved at staa og se saa underlig t paa ham

uden at sige et Ord. Han havde ventet sig lidt

Bistand af ham , m en hvo r blev den af?

»Ja, for Betaling begribeligvis! »sagde Bager-

konen. »Der er da ingen fornuftige Skabninger

der giver deres Boller bo rt for ingenting h e r i

denne syndige Verden. Derfor skal noget to r

noget, ved jeg da, og jeg vil være et Skarn,

0111

Knægten saa ikke b ilder dem ind, at nu

skulde de først sige Bo rdbøn og takke Vo rherre

for Maden, og saa skulde de, der havde haft

m indst med, tage først, og de, der havde haft

meget, tage sidst, og det blev en nydelig Kede

lighed. De Grove fik den fine Mad, og de F ine

fik den grove Mad, lige tvertimod den m enne

skelige Fornuft. Bagefter kom han og Dumm e

peter slæbende m ed Kurven, mens jeg arm e

Kone fik mig en T aa r Kaffe med de and re

Voksne og tænkte paa ingenting, og saa delte

han , m en Gud hjælpe os for Deling! De, der

havde Penge, fik en Bolle og beho ld t deres Penge

og de, der ingen Penge havde, fik to Boller, og

saadan blev h an ved, til der ikke va r flere.

Aldrig i Livet h a r m an liørt noget saa bagvendt«.

»Du sagde selv, at de, der havde Penge, skulde

have en Bolle, og Dumm epeter og jeg skulde

have to Boller, fordi vi ingen Penge havde!«

tog den ny Dreng igen til Orde, m en m ind re

og m ind re sikkert, med et m ere og m ere ængste

ligt Blik paa den ny P ræ st — men Præsten

stod tavs og tankefu ld som før. Da gik der en

T rækn ing over Pu rkens Ansigt, og h an følte,

at nu begyndte det for Alvor at kn ibe med

Hjælpen.

»Men sikken en Forstyrrelse, der blev, da de

arm e Børn kom i T anke r

0111

, at de va r blevet

narrede!« sagde Bagerkonen uden at ænse hans

Udflugter. »Selve Sogneraadsformandens Dreng

fløj direkte i Hovedet paa Dummepeter, som

heller ikke v a r m ere end retfærdigt, for det

va r ham , der havde faaet hans Mad, og aldrig

saa sna rt havde Pu rken lier set det, førend

han , saa bitte han er, fløj d irekte i Hovedet

paa Sogneraadsformandens Søn uden Persons