87 / 191
Tre Billeder
fra „L ivsen s Ondskab“s R ejse til Karlsbad.
En Overfart.
D
e t
var paa Sejladsen fra Gedser til Warne
münde.
Vejret var yndigt nok: Solskin og høj Luft.
Men det blæste lidt rigeligt fra Øst.
Nede i en af Kahytterne laa Toldkontrollør
Knagsted og Overlærer Clausen ligeoverfor hin
anden paa hver sin røde Fløj elssofa. De laa
ret ud paa Ryggen med Næserne i Vejret og
de foldede Hænder trykket haardt ind mod
Mellemgulvet.
Og saaledes havde de ligget lige siden Dam
peren forlod Fødelandets yderste Bolværk. —
De kunde ikke se hinanden, thi der stod en
Servante imellem dem. Og forøvrigt havde de
heller ikke saameget som rørt en Finger, da
saa øjeblikkelig Frokostkurven fra Næstved og
Kaffen fra Masnedøfærgen begyndte at slaa
Smut nede i Maven paa dem.
— Det er en lækker Situation for to voksne
Mandfolk, lille Overclausen! sagde Livsens Ond
skab.
— Um ja—a .. .
De talte af og til et Par Ord sammen; men
fordrev ellers Tiden med at glo stift op i Lof
tet, hvor Lysningen fra Koøjet kom og svandt
og kom og svandt alt eftersom Skibet vuggede
til højre eller til venstre. — Eller de lukkede
Øjnene og lyttede til Bølgernes ustandselige
Skvulpen mod Plankerne:
Hlulp . . hlulp . . gurle—gurle—gurle . . .
hlulp . . hlulp . . gurle—gurle—gurle . . .
— Clausen .. ?
— J a . .
— Sover Du?
— Næi . .
Det er væmmeligt at ligge
og høre paa det Vand.
— J a— a . . .
De talte begge to direkte mod
Loftet og næsten uden at bevæge
Læberne.
Skuden gyngede og vuggede:
Hlulp . . hlulp . . gurle—gurle
—gurle . . .
hlulp . . hlulp . . gurle—gurle
—gurle . . .
— Clausen . .?
— Ja . . .
— Tror Du, der er tiere sø
syge end vi?
— Det er der vel nok . . .
Er
Du
altid søsyg, naar Du sejler?
— Næi . . . ikke naar det er stille Vejr.
— Jeg synes slet ikke, det blæste, da vi tog
fra København i Morges.
— Ti nu stille, Knagsted; og lad være at
snakke saa meget!
Blæsten tog til. Skibet slingrede vældigt. Man
havde nu hele Østersøen ind paa Siden af sig,
og Bølgerne anlagde nogle sære, ildevarslende
Bilyde:
Hlulp . . hlulp . . umbø i . . ratsch . .
gurle—g u r l e ...
—- Hov! Halløj! Nu vælter vi sgu!
Du staa for
den
Skylle, lille Clausen?
Overlærerens Øjne stod paa Stilke, og han
havde ligefrem
boret
sine Hænder ind i sin
sølle Mave.
— Ti dog
stille!
sagde han — og lad mig
ligge i Fred!
Men et Øjeblik efter var Knagsted der igen;
— Ved Du, hvad jeg er glad over, Clausen?
— Hum . . .
— Jeg er glad over, at vi ikke kan se hin
andens Ansigter! . . . Hørte Du, hvad jeg sa’e?
Ja . . . "
— Er Du ikke ogsaa glad over
del?
— Jo!
— Naa . . .
Og saa blev der en længere Pause,
Men bestandig voksede Blæsten.
Under
tiden gik der som et sitrende Drøn igennem
Skibet; det var, naar Skruen et Øjeblik kom
op over Bølgerne. Vandet masede hen over
Dækket, og nogle Luger og Døre sloges liaardt
gurle
. . Kan
- 85 -