91 / 191
Anseelse og kom igen med sin Snak
0111
den
stærkeste og Præsten og Tante Line, og hvad
ved jeg altsammen. Men Spektakel blev der!
Alle de, der havde haft noget, holdt med
Sogneraadsformandens Søn, og alle de, der ikke
havde haft noget, holdt m ed Knægten, og det
va r ikke til at faa Ende paa. Der va r ikke
andet Raad, — vi maatte køre hjem straks.
Men aldrig er jeg kommet saa elendig hjem fra
vilde sige et Alvorsord til ham , saa vilde jeg
sige Dem saa mange, mange Tak, for Præsten
h a r han saadan Tillid til, og hvad Præsten si
ger, det vil han ogsaa gøre. Ellers ved jeg ikke,
hvad jeg skal gribe til — aa, jeg er færdig at
gaa ud af m it gode Skind!«
Bagerkonen tog sit Lommetørk læde frem og
tørrede sine Øjne, T rækningerne kom igen paa
den lille Synders Ansigt, og den unge Præst
CARL THOMSEN.
en Fornøjelsestur. Min Mand blev saa harm ,
saa det va r grusom t, da han hørte, at alle Bol
lerne va r væk, og Kunderne i Oprør. Jeg tor-
sikrer Dem, Hr. Pastor, at Sogneraadstorman
den va r saa vred, som
0111
han havde været en
Tysker, og alle de agtværdige Foræ ldre mente,
at saadan en Unge skulde have sig en ordentlig
Omgang. Men, ser De, Hr. Pastor, han er jo
nu ikke vor egen. Min Søster Line h a r betroet
mig ham , mens hun ligger paa Hospitalet, jeg
h a r lovet hende at være god imod ham , og
saa h a r m an jo et Slags Ansvar tor saadan en
hitte Stump. Derfor tænkte jeg, at hvis Præsten
stod bestandig og saae saa underlig "tankefuld
paa dem begge to — det var næsten som
0111
det begyndte at bæve i hans Ansigt med. P lud
selig lød der en Snøften — den ny Drengs Mod
var brud t, og han brast i Graad.
»Tante Line sagde«, hulkede han, »at jeg
skulde høre godt efter Præsten og gøre, hvad
han sagde, saa vilde jeg blive god, og alle Men
nesker vilde holde af mig. Og jeg h a r ogsaa
gjort det, for Tante Line er syg og vil have
Glæde af mig, det sagde hun. Men n u er alle
Mennesker vrede paa mig og siger, jeg er en
slem Dreng, og Dummepeter er vred paa mig,
— 89 -