Spejlet

118 / 191

Gang den unge P ræst begyndte at tale alvorligt
til det, saa Barnet lige saa alvorligt op paa
ham og mød te ham med hans egne Ord, som
baade h a n og de Andre havde syntes, var baade
k jønne og gode og sande. Og hele Tiden saa
B arnet ganske fo rund re t paa ham , som om det
vilde spørge, om det da virkelig ikke havde
væ ret Alvor, hvad h an selv havde sagt. Det
Blik og det Spørgsmaal kunde den unge P ræst
ikke staa for, og h an blev helt usikker overfor
det. Han syntes jo nok, at Barnet havde baaret
sig lidt barnagtigt ad, baade paa et P unk t og
paa et andet, m en fra hele dets Fæ rd lød der
til ham en alvorlig Tale uden Ord, og den
g jo rde h am urolig, for h a n forstod den ikke
rigtig. Men det følte han , det va r hans Liv 0111
at gjøre, at h an kom til at forstaa det. Derfor
gik h an ud m ed Barnet og læ rte Alvor af det,
uden at det selv vidste af det. H an prøvede
som det at gjøre efter sine egne Ord og vejer
dem ikke i sit stille, ensomme Studerekamm er,
m en i det larm ende, mangfoldige Liv selv.
E ndnu er det kun lidt, h an h a r læ rt deraf,
m en h an vil blive ved at lære af Barnet, mens
Dagen gaar, og han vil tale derom , Søndag
efter Søndag, til Hver, som vil høre derpaa!«
Den ny P ræ st tav et Øjeblik, men nede i
K irken sad der et B arn og nikkede, og saa blev
h an ved. Han talte 0111 Kunsten, et Menneskes
største Kunst, at tale, som det tro r, og leve,
som det taler. Han talte 0111 Verdens Alvor,
der g jø r Bet og sætter Skjel mellem Menneske
og Menneske og sikrer enhver hans Plads i
Livet — den er nødvendig, m en den havde
B arnet endnu ikke lært. Og han talte 0111 Kjær-
lighedens Alvor, der sletter Skjel og Grænser
ud og g jø r Menneskene til E t — den havde de
store, alvorlige Mennesker glemt, men den var
i Barnets Uskyldighed.
»Hold fast paa Din Alvor i Verdens T rav l­
hed, Du, som vil hø re mig,« sagde han , »og
tak Din Gud, fordi h an h a r læ rt Dig den. Men
bevar Barnet i Dig og uden om Dig, for Du
behøver det. Lad det ikke gaa tabt, men be-
skjæ rm det, se til det og læ r af det, for det er
Algodhedens Alvor selv, der taler til dig uden
Ord g jennem Barnets uskyldige Færd.«
Der gik som et dybt Aandedrag gjennem
Kirken, da den ny P ræ st ho ld t op at tale, for
Menigheden syntes, det var en hel ny Historie,
de havde siddet og hø rt paa, en Historie, der
gik dem ind paa Livet og ikke rigtig va r til at
slippe m ed det Samme. Men da han gik ud
af Kirken, var det Venner og Bekjendte, som
gik foran. De stod og ventede paa ham uden ­
for, og det gik langsom t fremad, for gode Ven­
n e r m aa jo dog vexle et Haandslag og skilte
et Ord m ed hverand re, fø rend de skilles fra en
Time, der h a r sam let dem. Derfor varede det
en Stund, førend h an naaede K irkegaardsporten ,
og da h an endelig kom saa vidt, stod Sogne-
raadsfo rm anden der og spæ rrede Vejen to r ham .
»Vi h a r talt sammen, Hr. Pastor, vi Gaard-
mænd, der h a r Noget!« sagde han . »Det bæres
os for, det va r Synd, at en bitte sølle Knægt
som denne he r Dummepeter, de ka lde r ham ,
skulde blive ved at løbe 0111 som saadan t et
sølle Udskud, h an nu h a r været i saa mange
Aar, altfor mange, k an jeg tro. Vi h a r lavet en
lille Offerdag, saadan paa vor egen Haand , og
hvis Hr. Pasto ren nu vil tage mod Offeret og
bruge det paa det Bedste for den bitte Knægt,
saa faar Di saa mange Tak!«
Med de Ord trak Sogneraadsform anden et
stru ttende Lomm etørk læde frem to r han
kjendte jo nok til, hvo rdan det skal gaa for
sig, n a a r der ofres — og lagde det i Præstens
Haand.
»Klædet faar jeg tilbage ved Lejlighed!« føjede
han betænksom t til, for Maade skal der være
med Alting.
Og saa gik det, som det va r gaaet engang før.
Der strømmede noget Varm t til den unge
Præsts Hjærte, han saa op paa Sogneraadsfor-
m anden m ed en fugtig Glans i sine Øjne og
rak te ham sin Haand.
»Tak!« sagde han , og det var Ord nok. Flere
behøvedes der ikke, følte de begge to.
Saa vendte den ny P ræst sig 0111. Hans Blik
gled søgende hen over alle de Mennesker, der
stod omkring ham , og da h an fik Øje paa en
lille 7 Aars Pu rk , saa lille, at h an havde været
lige næ r ved at blive borte imellem dem, gik
h an hen til ham og tog ham ved Haanden.
»Vi følges ad, vi To!« nikkede h an til Afsked
til hele Menigheden. »For h a n h a r lidt at lære
af mig endnu, og jeg h a r m ere at lære af ham
e n d n u !«
Det Første kunde de nu Allesammen saa
godt forstaa, men hvad en saa skjøn Mand,
baade til at tale og til at snakke med, skulde
kunne lære af saadan en Stump Knægt, det
kunde de dog ikke rigtig faa i Hovedet endnu.
Naa, komm er Tid, komm er Baad, og de faar
det maaske endda tilsidst, 0111 ikke i Hovedet,
saa i Hjærtet.
Og saa gik den ny Præst og den ny Dreng
bort, Haand i Haand.
— 116 —