116 / 191
Konen, snappede en gammel Klud og gav sig
til at gnide Ruderne med den. Lidt lysere blev
det i den snavsede Stue, da den unge Præst
havde været der og var gaaet.
Oppe i Præstegaarden lyste det ikke mindre
op. Dér sad den unge Præst ikke længere alene
— han havde faaet hele to Gæster. Rigtignok
var de ikke større, end at de begge to til Nød
kunde gaa for en, men to er dog altid to og
dobbelt saa fornøjelige som en. Og fornøjelige
var de. Dummepeter spiste, som om han ikke
havde faaet Mad en hel Dag, for det havde
han ikke, og straalede over hele Ansigtet der
ved. Den ny Dreng straalede, fordi Dumme
peter straalede, og den ny Præst straalede, fordi
de begge to straalede. Det var straalende alt
sammen og lyste svært op i Præstegaardens Stuer.
Bag efter gik de ud sammen. Om Formid
dagen var han gaaet fra Gaard til Gaard, nu
gik han om Eftermiddagen fra Smaahus til
Smaahus, fra fattige Steder til fattige Steder.
Dummepeter var med for at vise Vejen, for
den kendte han , og den
ny
Dreng var med for
at lære fra sig Kunsten at dele, for den kendte
han. Men den ny Præst var ogsaa en lærvillig
Elev, og hvor han kom, og hvor han gik, blev
der delt retfærdigt og forsvarligt.
De, der boede paa de fattige Steder, havde
hver sine Smaasorger og Bekymringer, hver
sin Møje og sin stille Kamp for Livet. Dem
delte de ærligt med den unge Præst, mens de
sad og passiarede med hinanden. Og Præsten
— ja, hans Haand fandt kun lidt at dele
ud af, men hvad den fandt, delte den gærne
med dem — og hans Læbe havde mangt et
kærligt, trøstende Ord, hans Hjærte mangen en
venlig Tanke med klarende Raad og Vink, liere,
end han selv nogensinde før havde vidst. Det
delte han altsammen gavmildt ud af, og alle
Vegne, hvor han kom, og hvor han gik, blev
de fattige Steder lysere derefter.
Det blev en fornøjelig Gang, og den gik videre
og videre, ud fra Byen og Sognet rundt. Med
den gik baade den Eftermiddag og den næste,
og den næste og den næste igen, for i den By og
i det Sogn var der mange liere Smaahuse og fat
tige Steder end veldrevne Landbrug og ordent
lig indrettede Gaarde. Og paa den Maade blev
det Søndag igen.
»Kom kun i Kirken!« sagde den ny Præst til
den ny Dreng. »Men snak ikke om Tante Line,
for det vil hun ikke blive glad ved. Naar jeg
siger noget, som Du kan lide, kan Du nikke,
saa ved jeg Besked, og saa forstaar vi to hin
anden !«
Dertil nikkede den ny Dreng, for straks at
vise, at han syntes om det, og dermed var
Aftalen gjort.
Det skulde være et Stykke af en ganske al
mindelig Søndag og blev en hel Højtidelighed.
Da den gamle Landsbykirkes Klokker ringede
sammen, strømmede Folk sammen fra alle
Kanter, rige og fattige, store og smaa. Allesam
men vilde de høre den ny Præst, for han var
en skjøn Mand at se til, syntes de. Rigtignok
havde de jo hørt ham den forrige Søndag, men
det var saa længe siden, at de havde glemt det.
Saa skinnede Midsommersolen igen ind ad de
høje, spidsbuede Vinduer, og Præsten stod paa
Prædikestolen.
»Jeg har en Historie at fortælle!« sagde han.
»Der stod en ung Præst paa sin Prædikestol.
Han talte om, hvor Gud er god, og hvordan
Menneskene skal være gode som Godheden selv.
De, der har Noget, skal dele med dem, der
Ingenting har, de, der er stærke, skal tage med
nænsomme Hænder paa dem, der ikke er det,
og være Styrke for dem. Den unge Præst havde
siddet i sit stille Studerekammer og vejet hvert
eneste Ord, han talte, han havde studeret de
hedste Mønstre og syntes, det var blevet en
Tale, der var lykkedes ham. Menigheden sad
nedenfor ham og syntes, det var kjønt at høre
paa, en rar Tale at lytte til, naar man sad
hyggeligt og godt i sin Stol. Og da den var
endt, gik de Allesammen hjem igjen, Præsten
og Menigheden, og var forstandige Mennesker
og levede deres daglige Liv, som de plejede,
for Talen var Et, Livet noget Andet. Men i
Kirken havde der siddet et Barn og hørt hvert
eneste Ord og gjemt det i sit Hjærte, for det
troede, det var Alvor. Derfor gik Barnet ud fra
Kirken og gjorde, eftersom det havde hørt,
somme Tider maaske lidt uforstandigt, fordi
det havde ikke bedre Forstand, somme Tider
maaske lidt ubesindigt, fordi det ikke havde
mere Erfaring, men det gjorde det Altsammen
for Alvor. Det tog sine Klæder af og gav deraf
til den, der ingen havde, men Folk rystede paa
Hovedet og sagde, at saa slemt var det dog
ikke ment, og man kan ogsaa faa for meget af
det Gode. Det gav, hvad det havde, somme
Tider, naar det ikke havde Noget, ogsaa Lidt af
det, Andre havde, hort for Ingenting, men det
kunde Folk ikke lide. Det kunde dog aldrig
være Meningen, sagde de, for der skal Noget
for Noget, og de begyndte at blive vrede paa
det taabelige Barn. Saa førte de det til den
unge Præst, for at han skulde tale alvorligt
med det, men det var saa underligt, for hver
- 114 —