Spejlet

være at spise Stumpen, saa skulde h an faa

Jo rdbæ r i Præstens Have, og saa sagde Dumme

peter, at n a a r han maatte faa Jordbæ r, saa

vilde h an lade være med at spise Stumpen, og

saa gik vi, for jeg skulde jo være god imod

ham. Ikke?«

Den ny Dreng saa spørgende op paa ham ,

og den ny Præst begyndte at forstaa, at der

virkelig var noget i den Handel. Nok en Gang

maatte lian sande m ed Bagerkonen, at der skal

noget for noget.

»Du kunde jo have bedt mig om det!« sagde

h an m ed endnu et svagt Forsøg paa at gøre

Indvendinger.

»Ja, m en det havde vi ikke Tid til!«, lød

Svaret. »For Dumm epeter sagde, at han vilde

have Jo rdbæ rrene straks, ellers vilde han spise

S tumpen straks, for den var han vis paa, men

Jo rdbæ rrene var han ikke vis paa!«

Da indsaa endelig Præsten, at der virkelig

ikke havde været andet at gøre, og at den ny

Dreng havde været nød t til at hand le hurtigt

og bestemt.

»Vi skal da vel nok se at tinde Dummepeter

igen?« sagde den ny Dreng, da de saaledes

havde faaet alting paa det Rene. »For han blev

vist bange for Dig, og det er Synd, for Du er

den stærkeste. Ikke?«

»Men det er jo sandt!« svarede Præsten, helt

skam fuld over, at han ikke selv havde haft en

Tanke, der laa saa nær. »Saa lad os skynde os!«

føjede han til for at indhen te det forsømte, og

derm ed forsvandt ogsaa de To, ud gennem

Laagen, ned ad Gaden.

Dumm epeter sad paa Jo rden i en Krog bag

den gamle Hytte, hvor han havde hjemme.

Han støttede sit Hoved i sine Hænder og saa

modfalden ud — Livets Gang var ved at

blive ham for haard. Næppe havde han

im id lertid opdaget Præsten, der kom hen imod

ham , førend der kom Liv i ham igen, og han

stod paa sine Ben i en Fart. Pokker tog ved

ham , og afsted fo’r han igen, men lykkeligvis

var den ny Dreng der jo ogsaa.

»Holdt!« lød det igen med Myndighed. »Hvor

for løber Du, n aa r vi kommer og vil være Ven

med Dig?«

Og Dumm epeter blev staaende, skævede lidt

m istænksom t til Præsten, gjorde saa et Kast

med Hovedet hen imod Hytten og spurgte:

»Vil I da gaa med ind, for jeg tø r ikke gaa

derind alene. Jeg skal have Klø, fordi jeg var

med til Skovturen, og jeg h a r ingen Mad faaet

idag !«

Der var i Stemmen en Lyd af kæmpende

Graad, som fdi den unge P ræst til et Øjeblik

efter at staa ved Drengens Side. Saa tog han

den lasede Hue af hans Hoved, stak den frisk

udsprungne Rose fastere i den, strøg Haaret

bort fra hans Pande, satte Huen over det igen

og saa ham ind i Øjnene. Om han i de Øjne

læste en Historie, der greb hans Hjærte, en

Historie om et stakkels forsøm t Barns Savn og

Lidelser, Pu f og Mishandlinger, ved m an jo

ikke, men i alt Fald tog han i en mærkelig

F a rt lille Dummepeter ved Haanden og sagde

saa mildt, at Drengen fo rund ret m aatte se op

paa ham :

»Kom, mit Barn — vi m aa derind! Jeg er

kommen tjl Byen for din Skyld og havde næ r

glemt det!«

En kvalm Luft slog dem i Møde, da de aab-

nede Døren, og et Øjeblik fo’r den ny Præst

næsten lidt tilbage, for han var endnu ikke

vant til den Luft. Men en Gang skal jo være

den første, og saa stod han derinde. Der var

lavt til Loftet, saa han maatte dukke sig under

Bjælkerne, tykt Snavs paa alle Ruderne, saa

Solens Straaler kunde ikke trænge ind og lyse

lidt op, tom t og usselt i hver en Krog, og midt

i al Elendigheden sad en sjusket Kone og saa

gnaven ud. Langsom t og tvært rejste hun sig

op med et Ansigt, som sagde, at nu vankede

der Bebrejdelser og Formaninger, men dem

trængte hun ikke til. Dem tænkte den unge

Præst nu imidlertig heller ikke paa. Han rakte

hende blot sin Haand og sagde uden Omstæn

digheder :

»Jeg er den ny Præst og komm er for at bede,

0111

Deres Dreng maa følge med til Præstegaar-

den og spise med mig. Vi h a r truffet h inanden

ude paa Gaden, vi h a r snakket lidt sammen,

og jeg h a r faaet Lyst til at snakke lidt mere

med ham. Det er en helt køn lille Dreng!«

Det gav et Sæt i Konen af Forbavselse. Hun

svarede ikke, men gav sig med et tvivlraadigt

Ansigt til at glatte lidt paa Dummepeters Lap

per og Laser, og det tog Præsten for Samtykke.

Nok en Gang rak te han hende Haanden, og

borte var baade han og den ny Dreng og

Dummepeter.

»Naa, Knægten begynder nok at komme i

fint Selskab!« mum lede hun og saa ud, som

vidste hendes Ansigt ikke rigtig,

0111

det skulde

være glat eller galt. Men i det samme fik hun

Øje paa noget skinnende, som var blevet til

bage i hendes Haand, da Præsten sidste Gang

slap den, og saa vidste Ansigtet, hvad det skulde

— det blev glat.

»Den ny Præst er en skjøn Mand!« sagde

- 113 -