113 / 191
LOUIS MOE.
sigter formelig blev blege af Begejstring, medens
en hellig Gysen rislede dem ned gennem Ryg
raden. Hatte blev svungne, og der lød Haand-
klap og Hurraraab. . .
Dette
var Mad for Mons
»Folket«!
— Man faar saadan en Lyst til at være
Soldat!
— Saa—aa?
— . . . Og saadan en Lyst til at gaa paa med
Bajonetten! Overlæreren gjorde med knyttet
Haand et vildt Udfald mod Tolderens Ribben.
— Rider Maren Dig?
— Det der er
Musik!
sagde Clausen, og hans
Øjne gnistrede af Gaapaalyst.
— Jeg har Guhjælpeme aldrig kendt Mage . .
Vil Du slaas?
— Nej, jeg vil ikke . . . men . . . men . . .
— Men hvad?
— Jeg . . . jeg er kommet til at tænke paa
mit lille Fædreland!
— Dit . . .? Gud bevare din Hjærne!
— Ja,
Du
er naturligvis Anarkist!
— Sig mig, Clausen:
er
Du blevet gal?
— Nej, jeg er ikke!
— Naa, dog ikke!
— Nej . . . men saadan en . . Vandmand, som
Du, kan naturligvis ikke føle Begejstring.
— Jo, det ved Gud, jeg kan! Jeg er for Eks
empel for Nærværende ganske rasende begej
stret over
D ig!
— Uff . . .! sagde Clausen og sank slapt ned
paa sin Stol. —
Musikén kunde nemlig ikke længere børes.
En Historie om en ny Præst og en ny Dreng.
Af
L. Budde.
— Med Tegninger af
Carl Thomsen.
H
a n
havde faaet ham kær, den lille ny Dreng,
og i sit Hjærte havde han følt, han skyldte
ham Tak. Var det end ham selv, der havde høstet
den største Glæde af sin Vandring fra Gaard
til Gaard, det var dog Drengen, han havde
haft i sine Tanker, for hans Skyld var han
gaaet ud at mildne de vrede Sind. Der havde
været noget saa betagende kønt i Drengens
Trofasthed mod Tante Lines og hans egne Ord,
at det var gaaet ham til Hjærtet, og han var
kommen til at holde af ham, mere, end han
selv havde vidst. Og nu kunde han gøre dette
imod ham, oven i Købet være Anføreren der-
(Sluttet).
ved, for det var han tydeligt nok. Det bedrøvede
den unge Præst, men — det giorde ham ogsaa
lidt vred. Med priselig Selvbeherskelse havde
han taget Beretningen om, hvordan Fyren
havde handlet med Skolebørnenes Mad og
delt Bagerkonens Boller ud, men dette kunde
han, mærkeligt nok, ikke tage med samme Ro.
Han begyndte saa smaat at sande med Bager
konen, at man kan ogsaa faa for meget af det
gode, og der dæmrede i hans Sind en Mistanke
om, at det maaske ikke var saa helt rigtig fat
med den Iver. Ilde til Mode blev Præsten et
Øjeblik staaende, men de to Smaafyre bekym—
111
—