Spejlet

rede det ikke, for de havde for travlt til at

lægge Mærke til, at der var kommen en Tredie-

mand med.

»Hej! Her er en og hun er rød!« raabte

Dummepeter og fo’r trampende ind over Jord

bærplanterne. Det Syn satte Fart ogsaa i Præ

sten, og han stod allerede i Begreb med at følge

efter og gribe kraftigt ind, men den ny Dreng

kom ham i Forkøbet.

»Holdt!« lød hans ungdommelige Stemme

med Myndighed, og i samme Øjeblik standsede

ogsaa Dummepeter og saa sig slukøret tilbage,

mens Præsten blev staaende med tvivlraadig Mine.

»Saadan skikker det sig ikke at bære sig ad!«

blev den ny Dreng formanende ved. »Først

siger vi Bordbøn, og saa spiser vi pænt. Ellers

har vi ikke godt af det, siger Tante Line, og

ellers har vi ikke Lov at tage Jordbærrene,

siger Præsten. Og Du maa ikke trampe, for det

er Synd. Kom nu, gaa pænt forsigtigt, og fold

dine Hænder, saa begynder vi!«

Der var noget i hans Maade at tage Sagen

paa, som virkelig tiltalte Præsten og stemte

ham mildere, men Virkningen af hans Tale fik

han ikke at se. For i det samme vendte Dumme

peter sig om og saa Præsten lige for sit Ansigt.

»Der er han selv!« raabte Dummepeter fuld

af Forskrækkelse. Pokker tog ved ham, afsted

fo’r han over Stok og Sten, og væk var han,

ud gennem Laagen, ned ad Gaden i Galop.

»Holdt!« blev det nu Præstens Tur at raabe,

men der var ikke den Myndighed i hans Stemme,

som der havde været i den ny Drengs, og den

havde ikke Magt til at standse Dummepeter i

hans vilde Flugt. Desto mere overrasket blev

den ny Dreng. Nysgerrig vendte ogsaa han sig

om for at se, hvad der var i Vejen, og fik Øje

paa Præsten, men han var ikke den, der løb,

tværtimod tog han som en artig Dreng høfligt

sin Hue af og hilste paa ham, øjensynlig glad

overrasket ved Mødet.

»Men Barn dog!« udbrød den ny Præst i en

Tone, der endnu var lidt ivrig. »Hvor kunde

Du nænne at plyndre mine Roser og ødelægge

mine Jordbær, som jeg er saa glad for?«

»Jeg vidste ikke, at Du var saa glad for dem!«

undskyldte den ny Dreng sig. »Men Du har jo

selv sagt, at alt, hvad der er kønt og godt, det

har Vorherre selv givet os, og vi maa gærne

tage det, naar vi bare husker at takke ham

rigtigt for det. Og Du har selv sagt, at Du vilde

altid blive glad, naar jeg gjorde, hvad Du har sagt!«

Der er noget underligt forbløffende i saadan

bestandig at faa sine egne Ord igen, naar det

mindst passer et Menneske, og Præsten saa et

Øjeblik lidt usikker ud, for sagt det havde han

unægtelig. Snart tog han sig sammen igen og

sagde:

»Tante Line har dog vist ogsaa sagt Dig, at

hverken smaa Drenge eller store Mennesker

maa være begærlige, og de maa ikke tage, hvad

Vorherre først har givet andre Mennesker, og

hvad de bliver bedrøvede over at miste. Naar

de gør det, kan de heller ikke rigtig takke Vor

herre, for det kan man kun, naar man er god

og ikke bedrøver Andre!«

»Ja, men jeg var heller ikke begærlig, for det

var jeg ikke, men jeg var jo nødt til det!« for

sikrede Purken og vendte et saa troværdigt Ansigt

op imod Præsten, at det ganske afvæbnede ham.

»Var Du virkelig nødt til det?« spurgte han

blot med en Smule naturlig Nysgerrighed.

»Ja, for Dummepeter havde fisket en Stump

— —« forklarede Drengen.

»Hvad havde han fisket, siger Du?« afbrød

Præsten ham.

»Han havde fisket en Cigarstump naturligvis,

og den vilde han spise!« blev Fyren ved. »Og

saa sagde jeg til ham, at det maatte han ikke,

for det var noget Svineri, og han kunde blive

syg af det, for det siger Tante Line. Og saa

sagde Dummepeter, at han var nødt til det, for

ellers fik han aldrig noget at spise, der smagte

godt, og saa sagde jeg, at naar han vilde lade