Gid vi var saa vidt!
Professoren tager igen fat med Modellerpinden
paa Carit Etlars Oldingehoved.
Fra Atelieret i den gamle Gaard kommer jeg ud
til Broncestøberiet, hvor der arbejdes travlt paa
Statuen; i Bronce bliver den dobbelt saa stor som
Gibsmodellen. Brudstykkerne minder, som de ligger
mellem de blnseklædte Arbejdere, om en parteret
Gulliver i et Lilleputternes Land.
— Men naar Absalon kommer paa sin Plads, vil
han ikke virke drabelig, siger Hr. Rasmussen og
støtter sig til Hestens Mule; Hovedet staar som en
lille Klippe midt i Værkstedet.
— Hvor meget mon han vejer?
Det ved jeg ikke nøjagtig. Men han bliver
ikke let at løbe af Landet med. Det Bagben, De
ser der, vejer to Tusind og seks Hundrede Pund.
Hele Statuens Vægt kommer til at hvile paa Bag
benene; igennem hvert af dem gaar en Staalkærne
paa femten Hundrede Pund, som jeg har forskrevet
fra Bofors. Hesten skulde nødigt synke i Knæ som
den paa Kongens Nytorv — det er der nu ingen
Fare for, Staalkærnerne bærer den sagtens, og
Halen kommer til at fjedre . . . herinde kan De se
Maskinerne, som Absalon er forstørret med.
Et meget simpelt og meget sindrigt Apparat be
tjenes i Sidelokalet af en Ciselør; det mærkbareste
ved det er to Staaltappe, af hvilke den ene glider
henover en Statuette, den anden over en stor, vaad
Gibsklump, der efterhaanden begynder at antage
Statuettens Form, blot fem Gange større.
Det er Gustav Vasas Hoved. Paa samme Maade
har vi behandlet Absalon Stykke for Stykke i Ma
skinen, før Formene blev lavet efter Gibsen, og
Broncen blev hældt i dem, og de blev brændte og
afsvalede og skilte igen. Saadan en Statue gaar
gennem mange Hænder.
— Det gør den nok!
Oppe paa Arkitekt Nyrops Tegnestue under det
nye Raadhus’ Tag — det er en hel lille farefuld
Elevatorrejse derop
er det Fodstykket til den,
der koster Bryderi. Gibsmodellen til det staar paa
et Tegnebord.
— I hvad Slags Sten skal det hugges?
Den nederste og øverste Del bliver Granit,
Midterstykket af Munkesten. — Hr. Nyrop gaar
rundt om Modellen og forklarer, ivrigt og elskvær
digt.
Det Baand her forneden med de stiliserede
Bølger og Fisk er Øresund, som Absalon rider ned
til for at se efter Venderne. Hesten stejler, idet han
holder den an . . . Det er Sild, der er i Bølgerne.
De ved nok, der var saa mange Sild paa Absalons
Tid?
Jeg tror nok, nu De siger det, at jeg har læst
noget 0111 det.
— Jo, det var Absalon, der sagde til et fremmed
Folk, at om de allesammen vilde give sig til at
lave Tønder, skulde hans Herre være Mand for at
fylde dem med Sild.
— Hvordan kommer Inskriptionen deroppe til
at lyde?
— Hvorfor siger De Inskription? Indskrift er
meget bedre. Den lyder saaledes: *
1128
Absalon
1201
f
Han var modig, snild og fremsynet, en
Ynder af Lærdom, med ren Vilje, Danmarks tro
faste Søn.
— Hvem har komponeret Indskriften?
— Hvorfor siger De komponeret? Lavet er meget
bedre. Det har Ingen — den er kommen frem saa
dan lidt efter lidt.
Som den Sprogrenser Arkitekt Nyrop er, har
man vist Lov at gætte paa, han har været med til
at lave Indskriften.
— Naar nu blot den svenske Skrue snart var
forbi, siger Hr. Nyrop, idet han følger mig ud —
saa vi kunde faa Absalon at se paa Højbro.
Om Absalon er ment saaledes, ved jeg ikke, men
han vil paa sin stejlende Ganger komme til at
ligne en ædel Herold, der sprænger frem for at
indvarsle en ny Tid for København: en Handlin
gens Tid.
Hnagen Falkenflelh.
Naar Forbrydere fotograferes.
D
a
Københavns Politi omordnedes i Juli
1868
,
indførtes alle de Nyindretninger, som paa det
Tidspunkt var til Raadiglied.
Opdagelsespolitiet, der stod under Ledelse af
den bekjendte Inspektør H er tz , tog strax Foto-
gratien i sin Tjeneste.
Fotografiens Kunst var den Gang endnu lidet
udviklet. Man stod herhjemme endnu paa det
Stadium, at man anvendte den nu med et Smil be
tragtede Daguerreotypimetode.
Politiet gik ikke rationelt frem, det portræterede
de Mænd og Kvinder, der havde indlagt sig en Art
herostratisk Berømmelse, og det indregistrerede i
sit »Forbryderalbum« væsentlig de Folk, der kunde
antages at have kriminalhistorisk Interesse, fordi
de havde begaaet store Forbrydelser.
Tanken om at bruge Fotografiet til Gjenkjen
delse i Gjentagelsestil fælde var vel til Stede, men
praktisk lidet udnyttet.
De Forbrydere man portræterede var som denne:
Hans Billede, der er indrammet i den fra vore
Bedsteforældres Vægge kjendte sorte Glasramme
med Guldindfatning, er taget paa en for Øjet blæn
dende Sølvplade, der i de fleste Stillinger overfor
Lyset virker som Spejl. Kun naar Fotografiet
holdes i en bestemt Vinkel, faar man Portrætet
—10 -