Spejlet

Gid vi var saa vidt!

Professoren tager igen fat med Modellerpinden

paa Carit Etlars Oldingehoved.

Fra Atelieret i den gamle Gaard kommer jeg ud

til Broncestøberiet, hvor der arbejdes travlt paa

Statuen; i Bronce bliver den dobbelt saa stor som

Gibsmodellen. Brudstykkerne minder, som de ligger

mellem de blnseklædte Arbejdere, om en parteret

Gulliver i et Lilleputternes Land.

— Men naar Absalon kommer paa sin Plads, vil

han ikke virke drabelig, siger Hr. Rasmussen og

støtter sig til Hestens Mule; Hovedet staar som en

lille Klippe midt i Værkstedet.

— Hvor meget mon han vejer?

Det ved jeg ikke nøjagtig. Men han bliver

ikke let at løbe af Landet med. Det Bagben, De

ser der, vejer to Tusind og seks Hundrede Pund.

Hele Statuens Vægt kommer til at hvile paa Bag

benene; igennem hvert af dem gaar en Staalkærne

paa femten Hundrede Pund, som jeg har forskrevet

fra Bofors. Hesten skulde nødigt synke i Knæ som

den paa Kongens Nytorv — det er der nu ingen

Fare for, Staalkærnerne bærer den sagtens, og

Halen kommer til at fjedre . . . herinde kan De se

Maskinerne, som Absalon er forstørret med.

Et meget simpelt og meget sindrigt Apparat be

tjenes i Sidelokalet af en Ciselør; det mærkbareste

ved det er to Staaltappe, af hvilke den ene glider

henover en Statuette, den anden over en stor, vaad

Gibsklump, der efterhaanden begynder at antage

Statuettens Form, blot fem Gange større.

Det er Gustav Vasas Hoved. Paa samme Maade

har vi behandlet Absalon Stykke for Stykke i Ma

skinen, før Formene blev lavet efter Gibsen, og

Broncen blev hældt i dem, og de blev brændte og

afsvalede og skilte igen. Saadan en Statue gaar

gennem mange Hænder.

— Det gør den nok!

Oppe paa Arkitekt Nyrops Tegnestue under det

nye Raadhus’ Tag — det er en hel lille farefuld

Elevatorrejse derop

er det Fodstykket til den,

der koster Bryderi. Gibsmodellen til det staar paa

et Tegnebord.

— I hvad Slags Sten skal det hugges?

Den nederste og øverste Del bliver Granit,

Midterstykket af Munkesten. — Hr. Nyrop gaar

rundt om Modellen og forklarer, ivrigt og elskvær

digt.

Det Baand her forneden med de stiliserede

Bølger og Fisk er Øresund, som Absalon rider ned

til for at se efter Venderne. Hesten stejler, idet han

holder den an . . . Det er Sild, der er i Bølgerne.

De ved nok, der var saa mange Sild paa Absalons

Tid?

Jeg tror nok, nu De siger det, at jeg har læst

noget 0111 det.

— Jo, det var Absalon, der sagde til et fremmed

Folk, at om de allesammen vilde give sig til at

lave Tønder, skulde hans Herre være Mand for at

fylde dem med Sild.

— Hvordan kommer Inskriptionen deroppe til

at lyde?

— Hvorfor siger De Inskription? Indskrift er

meget bedre. Den lyder saaledes: *

1128

Absalon

1201

Han var modig, snild og fremsynet, en

Ynder af Lærdom, med ren Vilje, Danmarks tro

faste Søn.

— Hvem har komponeret Indskriften?

— Hvorfor siger De komponeret? Lavet er meget

bedre. Det har Ingen — den er kommen frem saa

dan lidt efter lidt.

Som den Sprogrenser Arkitekt Nyrop er, har

man vist Lov at gætte paa, han har været med til

at lave Indskriften.

— Naar nu blot den svenske Skrue snart var

forbi, siger Hr. Nyrop, idet han følger mig ud —

saa vi kunde faa Absalon at se paa Højbro.

Om Absalon er ment saaledes, ved jeg ikke, men

han vil paa sin stejlende Ganger komme til at

ligne en ædel Herold, der sprænger frem for at

indvarsle en ny Tid for København: en Handlin

gens Tid.

Hnagen Falkenflelh.

Naar Forbrydere fotograferes.

Københavns Politi omordnedes i Juli

1868

indførtes alle de Nyindretninger, som paa det

Tidspunkt var til Raadiglied.

Opdagelsespolitiet, der stod under Ledelse af

den bekjendte Inspektør H er tz , tog strax Foto-

gratien i sin Tjeneste.

Fotografiens Kunst var den Gang endnu lidet

udviklet. Man stod herhjemme endnu paa det

Stadium, at man anvendte den nu med et Smil be

tragtede Daguerreotypimetode.

Politiet gik ikke rationelt frem, det portræterede

de Mænd og Kvinder, der havde indlagt sig en Art

herostratisk Berømmelse, og det indregistrerede i

sit »Forbryderalbum« væsentlig de Folk, der kunde

antages at have kriminalhistorisk Interesse, fordi

de havde begaaet store Forbrydelser.

Tanken om at bruge Fotografiet til Gjenkjen

delse i Gjentagelsestil fælde var vel til Stede, men

praktisk lidet udnyttet.

De Forbrydere man portræterede var som denne:

Hans Billede, der er indrammet i den fra vore

Bedsteforældres Vægge kjendte sorte Glasramme

med Guldindfatning, er taget paa en for Øjet blæn

dende Sølvplade, der i de fleste Stillinger overfor

Lyset virker som Spejl. Kun naar Fotografiet

holdes i en bestemt Vinkel, faar man Portrætet

—10 -