Spejlet

Søndag Eftermiddag gik Ole og Maren altid

ud, klædt i deres Stadstøj, Ole et halvt Skridt

foran med en Skævbrænder af Cigar i et

langt Rør, Maren selvfølgelig bagefter med en

tom Taske i Haanden.

De første Aaringer, de var gift, gik Turen

sjelden eller aldrig længere end til Frederiks

berg, men da Bedriften voksede, og da de end-

ogsaa saa deres Regning ved at holde eget En

spænderkøretøj til at hente Varerne paa Torvet

og bringe dem ud til Kunderne, gjorde de om

Søndagen længere Udflugter i Kjøbenhavns Om

egn, og paa saadanne Ture passerede de ikke

en Villa uden at tænke sig Muligheden af, at Vil

laen var deres, og uden at drøfte dens Fortrin

og Mangler.

— Da de havde haft Kælderen i 20 Aar, stod

der saa meget paa deres Konto i Sparekassen,

at de egentlig godt kunde have opgivet Forret

ningen, men dels havde de nu engang bestemt

at holde ud i femogtyve Aar — og hvad man

har bestemt, det har man bestemt — dels var

de enige om, at man endelig ikke maatte for-

baste sig med at vælge Grund og Hus, men

skulde se sig godt for og være meget forsigtig.

Og saa tilbragte de da i nogle Aar bogstave

lig Søndagen med fra Enspændervognen som

Udgangspunkt at se paa Villaer — saa paa dem

fra Kælder til Loft, spurgte om Prisen, tingede

og stillede Betingelser, men købte alligevel ikke.

Tiden var nu ikke gaaet sporløst hen over

Kælderhjemmet. Ole var bleven noget krum

bøjet, og Maren var ikke bleven kønnere med

Aarene — hun lignede nu nærmest et umodent

Æble, der har ligget og slaaet Rynker; selv

Oles Hund, en grim lille Køter, der hed »Fix«

og altid sad ved Nedgangen til Kælderen og

gøede ad Kunderne, var bleven hæs, og Marens

Kanariefugl, der ikke vidste, hvad Sol var, gav

kun et Gammelmandspip fra sig, naar den fik

et Par kasserede Salatblade stukket ind mellem

Gitteret.

Endelig følte Ole og Maren, at der maatte

handles,

0111

det overhovedet skulde blive til

Noget, og efter at have set og drøftet, regnet

og tinget i det uendelige købte de virkelig et

Sted med en lille — ganske lille — Have, der

laa ved en navnløs Bivej til en døbt Bivej ude

i Gjentofte.

Det var om Efteraaret, det store Skridt blev

gjort, men før til Foraaret skulde de ikke

flytte ud.

Den Vinter blev lang, længere end nogen af

de fireogtyve, der var gaaet forud, og da de

stod saa nær ved deres Maal, var det dem

næsten ufatteligt, at de kavde kunnet bolde saa

længe ud i Kælderen.

De var ligefrem led ved Byen-. Ole bandede

Cyklernes og de elektriske Sporvognes Klokker,

Maren kunde ikke høre en Lirekasse uden at

holde sig for Ørerne, og det stadige Skænds-

maal med Husets andre Madammer om, hvem

der skulde have Vaskekælderen, tog formelig

paa hende.

»__ Nej, det er s’gu paa høje Tid, man kom

mer paa Landet«, sagde Ole, »ellers glemmer

man rent at rette Ryggen herinde i den for

bandede By!«

»Ja, Fix, det gamle Skind, kan saamænd og-

saa trænge til at faa det lidt godt«, sagde Ma

ren, »han gøer jo Sjælen ud al Livet hei mel

lem alle de Mennesker!«

Men forresten var de opfyldt af Forventnin

gens Glæde og navnlig optagne af Haven. Alt

det, der skulde være i d en Have, det var utro

ligt, og mens Ole og Maren altid før havde

sovet, saa snart de lagde sig, laa de nu mangen

Aften og talte saa ivrigt

0111

, hvad de skulde

dyrke ude paa »Aldershvile« — saadan havde

de døbt Stedet — at man skulde have troet,

det var et Par Vegetarianere, hvis Gemyse-

Fantasi løb løbsk.

Over hver Plet af Haven var der allerede

forlængst disponeret, da Maren en Aften pludse

lig udbrød:

»Ole, tror du ikke, der kunde blive Plads til

Agurker?«

»Nej, det tror jeg s’gutte — hvor skulde det

være?«

»Jeg mente nedenfor Verandatrappen, i den

Trekant op til Huset.«

«Er der Sol?«

»Ja, det er jo imod Syd.«

»Men der vilde Du jo have et Par Blomster,

synes jeg, Du har talt

0111

?«

»Ja, jeg har saa, men Agurker er dog en rar

Ting.«

»Nej, saa skulde det da hellere være Rod

beder«, menle Ole. »Rødbeder er en nydelig

Spise baade til Flæskesteg og til Sylte.«

»Aa, ja, det er det ogsaa — men saa tror jeg

ligegodt, jeg bliver ved Blomsterne.«

»Ja, gør du det, Maren. Godnat!«

»Godnat, Ole!«

Fortsættes.

— 138 —