140 / 191
foregik paa Scenen. Men han syntes dog at
være bleven Herre over sine Anfald. En Kelner
bragte ham netop nu et Glas 01, som han med
en hurtig, næsten rovbegærlig Bevægelse greb
og satte for Munden. Men midt under Ned-
svælgningen tog Latteren paany Magten fia
ham, og han satte lynsnart Glasset fia sig og
borede med et Udtryk af vild Rædsel alle ti
Fingre langt ind mellem Tænderne. Og saa
bøjede han Hovedet dybt ned mod Bordet,
medens hele hans Legeme vred sig af en ind
vendig, lydløs Latter.
— Nej, Knagsted, jeg
kan
ikke holde ud at
se paa det Menneske!
— Hyss! Nu gaar Tæppet op.
Denne Gang laa Scenen ganske i Mørke.
»Serpentinetanzerin Miss Lydia Dobranow«
skulde give et pragtfuldt Nummer:
»In Fener
und Flammen
«. Det skulde forestille en Nonne,
der blev brændt. — Hun kom ind hyllet i en
sid Kappe; og kun hvor
hun
gik frem, varder
Lys: det fulgte enhver af hendes Bevægelser.
— Saa blev Kappen ligesom
revet
af hende af
en usynlig Haand inde i Mørket; og hun stod
tilbage som nøgen i et stramtsluttende, kød
farvet Trikot. — Langsomt steg hun op paa
Baalet og knælede ned som i Bøn; men den
samme usynlige Haand, der før rev Kappen al
hendes Skuldre, syntes nu at tvinge hende til
atter at rejse sig. — Baalet blev antændt, og
Flammerne begyndte at slikke, smaa og viltre,
op om hendes Fødder. Hun hævede bønfal
dende Hænderne mod Himlen; men
Ilden voksede og voksede: røde og
gule Luer slog op
0111
hende. Det
var, som hørte man et Skrig, og hun
vred og vaandede sig i Dødsangst.
— Højere og højere steg Luerne, de
slog sammen
0111
hendes Hovede,
og man saa hendes hvide Legeme
krympe sig bag dem. — Saa strakte
hun paany begge Armene frem for
sig, fægtede med dem i Luften, vak
lede, sank i Knæ og rejste sig igen;
udstødte derpaa et hvinende Skrig
og styrtede forover ned i Ilden! —
I samme Nu var Scenen atter mørk,
Lyset paa Tilskuerpladsen tændtes,
og Orkestret faldt i med et larmende
Musikstykke, mens Publikum
brølede
af Begejstring. . . .
— Haa, liaa, liaa!
Den unge Mand havde presset sine
Hænder haardt ind mod Tindingerne,
Sveden løb ham ned over Ansigtet,
og han var ved at kvæles af Latter. — Men saa,
pludselig, drejede hans Øjne sig ligesom rundt i
deres Huler, lian greb et Par Gange krampagtig
frem for sig ud i Luften og sank derpaa som
ramt af et Kølleslag bardous ned paa Gulvet . . .
Et Par Kelnere kom
løbende til og har ham
bort. — Og der opstod
nogen Uro mellem Pu
blikum. Dog ikke megen.
Signalklokken lød,
Lyset i Salen, dæmpedes
paany; nu kom Slut-
ningsn ammeret:
»Le
vende Billeder«! — —
Og det Billede, der be
hagede Publikum mest,
var et grinende Skelet,
der tog sit Hovede af og
slog paa Tromme paa
det med en af sine Laar-
knogler, medens det
samtidig dansede en vild
Niggerdans og tilsidst i
en hvirvlende Pirouette
raslede aldeles sammen
og forsvandt i Jorden ..
Hvorpaa Orkestret into
nerede: Heil Dir im Sie-
gerkranz, og Publikum
oprømt forlod Lokalet.
— 140 —