139 / 191
Tre Billeder
fra „Livsens O ndskab“s Rejse til Karlsbad. - Af
G u s t a v
W i e d .
- Med T egninger af
L o u i s
M o e .
Wintergarten
«.
D
e
sad, Clausen og Knagsted, i Wintergartens
uhyre Rum ved et Bord oppe paa »Ter
rassen« og indtog deres Hamburger Huhn å
5
Mark pr. Høne. —
Salen laa i Halvmørke,
1
æppet var oppe, og
rundt paa Scenen boltrede sig »Die zwei Polas
Exentrics«, rev Ører og Næse af hinanden,
flaaede hinandens Klæder i Laser og traadte
hinanden midt i Ansigterne — alt til Publikums
udelte Tilfredshed . . .
En yngre, velklædt Herre kom hurtig gaaende
hen mellem Bordene. Lige ud for det Bord,
hvor de to Venner sad, standsede han pludse
lig; og uden at sige et Ord lod han sig falde
ned paa en Stol, smed sig med Armene ind
over Dugen og skjulte Ansigtet i Hænderne.
Idetsamme gik Tæppet ned, Salens elektriske
Lamper tændtes paany, og Bifaldsklappene ras
lede som et Hagelvejr gennem Rummet . . .
Overlæreren skævede om mod den sælsomme
unge Mand, der nu sad oprejst med Hovedet
støttet i den ene Haand. Han syntes ikke at
ændse Larmen, Lyset og Menneskene omkring
sig; sad hare og stirrede ud i Luften med nogle
underlige store, glansløse, graa Øjne. Under
tiden bøjede han Kroppen krampagtigt
sammen
og bed sig i Underlæben. Det saa ud, som om
han gjorde Vold paa sig for at beherske en
frembrydende Latter eller Graad.
Clausen rykkede uvilkaarlig nærmere hen til
Knagsted.
— Det var da en uhyggelig Bordfælle, vi dér
fik! hviskede han.
— Ja—a; men Du kan
jo lade være med at se paa
ham, sagde Tolderen.
Tæppet gik atter op. Ly
set i ,Salen dæmpedes. Og
»die creolische Sängerin,
Miss Marcaschani« begyndte
at slaa sine krafthøje Triller.
I samme Øjeblik brast
den Fremmede ud i en høj,
fnisende Latter: Haa, haa,
haa—aa! sagde han, men
slog saa en Haand haardt
ind mod Munden, saa at
Resten af Latteren druknede
i en halvkvalt, kriblende
Fnisen.
— Han maa jo være gal! hviskede Clausen
Skal vil ikke hellere flytte os?
Nej, sagde Knagsted — han interesserer
mig . . .
Sangerinden nede paa Scenen skreg op, saa
det rungede, slog ud med sine brune, juvél-
prydede Armé og vrikkede frem og tilbage over
Scenegulvet paa sine højhælede Sko . . . Saa
standsede hun pludselig midt i et Vers, slog
det ene Ben højt op over Hovedet og ned igen
og op igen og ned igen i sindssvag Hast og
løb ud. — Publikum jublede. Damen kom ind
og slog en Saltomortale. — Publikum
skreg.
Og hun kom atter ind og slog
to
Saltomortaler,
medens hun samtidig intonerede Juvélarien af
Faust. — Og Publikum
hvinede
af Henryk
kelse . . .
Den unge Mand havde ikke et Øjeblik haft
sin Opmærksomhed henvendt paa, hvad der
— 139 -