137 / 191
Landsbybørn.
E t L ivs R om a n .
Af
S o p h u s
B a u d i t z .
— Med T e g n in g e r a f
E r i k
H e n n i n g s e n .
paa Yesterbro, hvor der var
en stor, lys Butik til Gaden
og to smaa Værelser til
Gaarden.
Forretningen gik. Ole Pe
tersen førte kun prima Va
rer og solgte med sin gode
Villie aldrig blomraadne
Pærer eller frosne Kartofler;
efterhaanden blev dette be
kendt i Nabolaget, og han
fik en fast, kontant Kunde
kreds, udelukkende blandt
»bedre Folk«, som han ud
trykte sig.
O
l e
Petersen havde i femogtyve Aar drevet
Men hænges i maatte der: han og Maren
en Frugt- og Grønthandel ude ad Vester- stod selv i Butikken fra tidlig Morgen til sen
bro til.
Aften, og naar de endelig lagde sig inde i det
Han var en sjællandsk Husmandssøn, født i mørke Kammer til Gaarden, var de dødtrætte,
en Landsby, der kun laa fire, fem Mil fra Hoved
staden. I Skolen havde han været flink — navn-
— Aar efter Aar gik i Slid og Slæh. Børn kom
lig i Regning — og efter Konfirmationen var der ingen af — dem var der ingen Tid til at
han kommen til at tjene i selve Præstegaarden, faa — men Skilling blev lagt paa Skilling, og
hvor han havde det godt i alle Maader. Men Tal skrevet under Tal paa Indtægtssiden i Spare-
det gik ham, som det er gaaet saa Mange: kassebogen.
Hovedstaden drog ham.
Nu havde der magelig været Raad baade til
Tæt udenfor Præstegaarden var der en Bakke, en anden og bedre Lejlighed og til Medhjælp,
og fra den havde man vid Udsigt; i mørke men Ole og Maren var ganske klar over, at
Aftener kunde man tydeligt se en stærk Lys- jo færre Udgifter man satte sig for, des større
ning der, hvor Kjøbenhavn, den store By, laa. Indtægter havde man, og des før kunde man
Og denne Lysning øvede en magisk I iltræk- tænke paa at trække sig tilbage og nyde sine
ning: derinde var Alverdens Herligheder, der gode Dage.
tjente man paa en Maaned lige saa meget som
Begges Maal havde nemlig fra den første Dag,
i et thelt Aar ude paa Landet, der ventede ' de aabnede Forretningen, været, engang at naa
Lykken, og der maatte han hen.
saa vidt, at de et eller andet Sted ude paa Lan-
Saa brød han op, fik først en Plads som Ar- det kunde faa deres eget lille Hus med en
bejdskusk hos en Grosserer, avancerede til Her- Have til og der leve af deres Midler, og for
skahskusk hos en Bankdirektør og satte regel- Begge var det en aldeles bestemt Barndoms
mæssigt sin Løn og alle Drikkepengene i Spare- erindring, som paavirkede deres Fremtidsplaner,
kassen
Det var Præstegaardshaven derhjemme.
Et Par Aar gik, saa blev han forlovet med
Præsten havde været ivrig Havemand og dyr-
Maren
ket baade fine Roser og sjældne Træer, men
Maren var fra samme By som han og tjente det, dei ha\de gjoit Indtiyk paa de to Lands-
i Gaarde med ham som Stuepige. Køn var bybørn, det var hans Kjøkkenhave, Kjøkken-
hun ikke, men Næverne sad brillant paa Skaf- haven med de snorlige Bede, hvor der ikke
tet, og h u n lagde ogsaa regelmæssigt op al sin fandtes et Blad Ukiudt, og hvoi Æutei og La-
Løn, \ g satte^ Sparepengene i samme Kasse diser, Spinat og Persille voksede saa frodigt, som
som han
c^e aldrig mente at have set det før eller siden.
Da de To i Forening disponerede over fem
Den Have var bleven deres Drømmes Land,
Hundrede Kroner, giftede de sig, og begyndte og om den talte de, naar de havde Tid — det
en Frugt- og Grønthandel i en pæn Kælder vil sige om Søndagen.
O
o
— 137 —