Spejlet

liag Fauioniiiiieleaterels Kulisser.

dende elektrisk Lys, men under Loftet hænger en

lille kulørt Lygte, som ved højtidelige Lejligheder

kaster festlig Glans over det lille Selskab, der sam

men med Lumbye drikker Dagens Skaal. Og der

er en hyggelig Niche med en magelig Sofa og over

Sofaen gamle Lumbye i Olie, og paa Skrivebordet,

ved hvilket Sønnen sidder og læser Noder, staar

gamle Lumbyes Taktmaaler, paa hvilken han selv

har skrevet sit Navn, og som endnu den Dag i Dag

pietetsfuldt benyttes ved Prøverne.

Men Tivoli har endnu et Sted, hvor Musiken

dyrkes. Det er Glassalen, som i Aar er bleven fol

kelig Operascene under Hr.

Folmer Hansens

Ledelse.

Hvor en Gang Balduin Dahl og endnu ifjor Joachim

Andersen hvilede nd i Pavsen, sidder nu Folmer

Hansen os smiler i Anled-

nmg

det

a f Succes’en.

i Anledning

elskværdige

Eller

a f det

Selskab, som

denne tilfældige Mellemakt

har skaffet ham, og den gule

svenske Punsch med hvilken

han som Vært gør Honnør for

sine Gæster. Ud mod Vinduet

sidder den unge Sanger Hr.

Hofman,

mod Døren læner sig

Frk.

Gabrielle Bidenkap

Boc-

caccio’s

Kostyme og kokette

rer en ganske lille Smule med

ham, medens F ru

Othilia

Frisch-Jensen,

der nylig har

faaet Applavs for Heises »Blæs

Søndenvind« antagelig lægger

sin Direktør paa Hj ærte. ved

Lejlighed at sætte Gagerne

en Bagatel op.

Hvor gaar man hen fra Glas

salen? Til Nimb eller til Neii-

endam? For en Gangs Skyld

til dem begge. Men i Stedet for

at tage Plads i Verandaen be-

gaar vi den lille Indiskretion

at se, hvordan Buffet’ens eller

Sonper’ens Retter bliver til,

inden vi spiser dem. Det er

forholdsvis smaa Pladsfor

hold, under hvilke der her

virkes, men de hvidklædte

Kokke forstaar med stor tak

tisk Dygtighed at bevæge sig

i de vanskelige Omgivelser,

og hyppigt forlader Frk.

Nimb

sit faste Stade bag de halve

Hummere og Roastbeaffer for

at fyre lidt op under Kokkene,

hvis de ikke arbejder med fuld

Damp, og Frk.

Neiiendam

spicerer—medens hendes fæ

drene Ophav varetager Gæ

sterne paa

Phønix

—-Bazarens

Kødgryder med et elskværdigt Smil, som ikke en

Gang forlader hende, naarhun falder et Par Minuter

til Hvile i det tarvelige Privatkontor, der er Bazar-

restaurantens allerhelligste.

Klokken er bleven henad ti. Orkestret foran Pan

tomimeteatret begynder at samles, men Paafugle-

lialen dækker endnu for den brogede Kulissernes

Verden, i hvilken Hr.

Busholm

en halv Time hver

Aften forvandles til stum Person. Lige i Øjeblikket

er han det ikke. Lader vi — ligegyldig ved hvilke

Midler — Paafuglehalen nogle Sekunder sprede sig,

vil vi se ham give Personalet en skyndsom Med

delelse. Saa skyndsom, at han maa aflevere den i

Undertrøje uden at have faaet Pjerrotdragten paa.

Det, der foregaar, er en lille Konference, i hvilken

Funktionærernes Filosofgang.

— 133 -