12 / 269
sede han mod Sædvane straks sin Brud, og 23. November 1589 stod
det virkelige Bryllup paa Akershus Slot. Senere paa Vinteren rejste
Brudeparret paa Slæder ned til Danmark, hvor Kong Jacob opholdt
sig næsten et helt Aar og bl. a. besøgte Tycho Brahe paa Uranienborg.
Som bekendt blev Jacob senere ogsaa Konge i England, og Prinsesse
Anna blev Moder til Karl I.
Hvorledes Slægten Glad iøvrigt har forgrenet sig til Norge i den
ældste Tid henligger i Mørke, men begge Slægtens Navne, baade det
danske og det latinske, blev i hvert Fald baaret af Christopher Eriks?
søn Lætus Glad, som i Aaret 1585 var Sognepræst til Øier, og som
døde Aar 1619 som Sognepræst i Vaage. Han var gift med Aaste Tor?
stensdatter (død 13. August 1630) og havde med hende 3 Sønner, hvoraf
de to blev Præster, den ældste Erik Christophersen (f. 1590, d. 1627)
i Vaage efter sin Fader, og den yngste Knud Christophersen Glad
(f. 16. Maj 1595) i Vik, hvor han døde 28. Oktober 1657.
Vik?Præsten var gift to Gange, første Gang med Karen Nielsdatter
Kolding, som sikkert er en ung, dansk Pige, han har lært at kende
under sit Studieophold i København. Hun døde barnløs i deres Ægte?
skabs andet Aar, 21. Februar 1628, og Præsten giftede sig derefter med
Maria Berthelsdatter Mule (norsk), med hvem han til Gengæld fik ni
Børn. De tre af disse døde ganske vist som smaa, men af Resten blev
i hvert Fald Døtrene vel forsørget. To af dem blev gift med to Brødre
Nagel i Solværn og en tredje med Sognepræst til Sogndal Peder Peder?
sen Hanning. Den ældste Søn Berthel nævnes 1655 som Student fra
Bergens lærde Skole, men saa taber vi hans Spor. Derimod naar Num?
mer fem i Børneflokken, Hans Knudssøn Glad, frem til betydelige Stil?
linger, og for anden Gang bliver en Mand af Slægten Glad Borgmester
i Kristiania, en den Gang som nu meget betydelig og indflydelsesrig
Stilling.
Vik?Præstens anden Hustru overlevede sin Mand i adskillige Aar,
og som det den Gang var Skik, giftede hun sig med Efterfølgeren i Em?
bedet, Sognepræst Iver Erikssøn Leganger, hvem det paahvilede at ud?
rede Enkepensionen. Der var i de Tider intet anstødeligt i, at den nye
Præst friede sig for den haarde Pensionsbyrde ved at gifte sig med
Enken. Nu om Stunder vilde man jo nok finde et saadant Fornuft?
giftermaal mellem en ung Præst og en gammel Præsteenke med 9 Børn
i høj Grad forkasteligt.
13