9 / 269
en romersk Kejserkrønike fra Julius Cæsar til Diocletian (»Romano*
rum Cæsares Italici«), hvori han anstiller moralske Betragtninger over
disse Herskeres Liv og Regering. Værket er tilegnet Kejser Maximis
lian II, med hvis TiaarssPrivilegium mod Eftertryk de fleste af Lætus’
Værker er udgivne.
I København var man imidlertid ikke tilfreds med Forfatterens
lange Udeblivelse, skønt han ved sine Skrifter ærlig havde søgt at
udbrede sit Fædrelands Ære, og paa Forestillinger fra Universitetets
Side blev han derfor 11. Maj 1574 afskediget fra sit Embede som teolo?
gisk Professor. Han var dog ikke derved falden i Unaade hos Kongen;
thi skønt denne havde maattet give efter for Forestillingerne om, at
den studerende Ungdom forsømtes og Universitetets Tarv tilsidesattes,
forsørgede han dog Digteren med ret anselige gejstlige Forleninger
(et Kanonikat i Roskilde og et i Oslo) og skænkede ham en betydelig
Pengesum for hans Hovedværk »Res Danicæ«, der var tilegnet Kon?
gen. For denne Sum købte Lætus sig en Gaard paa Hjørnet af Studie*
stræde, lige overfor Frue Kirke. Her boede han, naar han ikke om
Sommeren gjorde Rejser om i Landet eller opholdt sig i Rødovre
Præstegaard, som han endnu var forlenet med, og hvor en Kapellan
besørgede Embedets Forretninger.
Sine sidste Aar tilbragte Lætus saaledes i et »otium cum dignitate«
i Omgang med lærde Venner og endnu sysselsat med literære Arbej*
der, skønt han ikke udgav noget, efter at han var kommen tilbage fra
Udlandet. Hans Hovedarbejde fra disse Aar er et historisk Skrift, for*
anlediget ved Festlighederne i Anledning af Christian IV’s Fødsel og
Daab, hvori han meddeler mange Træk af Samtidens Liv og Færd.
Skønt dette Arbejde, som Forfatteren efterlod i Haandskrift, tidligere
er benyttet af enkelte Historikere, er det dog først i vore Dage kom*
met for Lyset (i H. Rørdams Histor. Kildeskrifter II). Aaret efter, at
det var fuldendt, døde Professor Rasmus Glad 9. November 1582 i Kø*
benhavn. Han efterlod et berømt Navn som en god latinsk Poet og
en Mand af megen Lærdom og Veltalenhed. Hans nærmeste Venner
var Tycho Brahe og Anders Sørensen Vedel, det danske Skriftsprogs
Fader. — Havde Rasmus Glad skrevet alle sine Bøger i Prosa i Stedet
for paa Vers, da havde han visselig gavnet Eftertiden mere, end Til*
fældet nu er, da man med Møje maa udsondre den historiske Kærne
fra den ordrige, poetiske Iklædning. Det skal dog siges til hans Ros,
10