5 / 269
Nygaard paa Sjælland og 1574 med Valsøgaard samt tillige var Skov?
rider ved Valsø og Ringsted Skove til sin Død 1585.
Efter Moderens Slægt antog alle Michel Ingvordsens
6
Sønner Nav*
net Glad, og Rasmus Glad, der blev en af Tidens største Humanister
her til Lands, gav sit Navn en endnu bedre Klang ved at kalde sig
Cimbrius Erasmus Michaélius Lætus, muligvis med Tanken paa en
anden berømt Humanist, Pomponius Lætus. Aar 1533 kom han i Aar?
hus Skole, som i disse Aar havde dygtige Rektorer, og hvor han havde
en god Støtte i sin Morbroder Andreas Glad, der var Kannik ved Dom?
kirken. I 1542 blev Rasmus Glad indskreven som Student ved Køben*
havns Universitet, hvor han gik hurtig frem. I 1544 tog han den filoso?
fiske Bakkalavrgrad og 1546 Magistergraden. Under sine Studeringer
understøttedes han af Domkapitlet i Aarhus i den Hensigt, at han med
Tiden skulde gøre Gavn i Kirken eller Skolen dér. Men da Profes?
sorerne bemærkede hans ypperlige Evner, ønskede de, at han skulde
ofre sig for Retsvidenskaben, vistnok for at han med Tiden kunde blive
Professor i dette Fag. Man frigjorde ham derfor for den Forpligtelse,
som han stod i til Kapitlet i Aarhus, og skaffede ham Understøttelse til
at studere i Udlandet. Han blev immatrikuleret i Rostock 1548.
Det blev imidlertid ikke Romerrettens »Institutiones«, men Digters
nes og Historieskrivernes Værker, hvori Rasmus Glad fordybede sig,
og da han selv fremtraadte i Literaturen, var det som fuldblods Huma;
nist, for hvem poetisk Fremstilling laa nærmere end prosaisk. Hans
første Skrift efter Hjemkomsten fra Udlandet var et stort latinsk
Velkomstdigt til Kong Christian III ved dennes Tilbagekomst fra en
Rejse (1551). Tillige indeholder Skriftet Karakteristiker i Lovtaler tone
over alle de daværende Medlemmer af Rigsraadet. Det var det første
Skridt paa den Vej, som Rasmus Glad siden fulgte, og som bragte
ham mere Yndest hos de højtstaaende i Samfundet end Anerkendelse
af hans Ligemænd. Efter en temmelig lang Ventetid blev han 1554 pæ?
dagogisk Professor ved Universitetet, hvilket for saa vidt passede
meget godt for ham, da det var denne Professors Opgave at gøre Stu?
denterne fortrolige med de latinske Digtere; men Lønnen i denne Be*
gyndelsesstilling var kun lav, og nogen Indflydelse paa de akademiske
Sagers Styrelse gav Stillingen ikke. Men Rasmus Glad var en ærgerrig
og fremadstræbende Mand. Efter paa forskellig Maade at have søgt
at bringe sig i Erindring paa højere Steder blev han 1558 Professor
6