6 / 269
i Dialektik, hvorved han kom betydelig højere op paa den akademiske
Rangstige, og da han havde hendraget Kong Frederik II’s Opmærksom#
hed paa sig, navnlig ved en smuk latinsk Mindetale, han holdt over
Kongens Fader, Christian III, ved Begravelseshøjtideligheden i St. Knuds
Kirke i Odense, hvor Sjællands Biskop, Dr. Peder Palladius, var for*
hindret ved Sygdom i at tale, saa fik han god Udsigt til at naa op i det
højeste Fakultet, det teologiske. Da han imidlertid næppe særlig havde
lagt sig efter Teologien og ingen Grad havde i denne Videnskab, maatte
han først en Tid til Wittenberg for at faa det fornødne Lærdoms?
stempel. Men Kongen forsynede ham med Rejsepenge til et længere
Ophold dér, og Teologerne i Wittenberg, som skyldte de danske Kon?
ger megen Taknemmelighed, var ingenlunde tilbøjelige til Vanskelig?
heder overfor en Mand, om hvem de vidste, at Kongen ønskede ham
gradueret. Allerede 7. December 1559 blev Rasmus Glad da kreeret til
Doktor i Teologien, efter at han havde disputeret under Philip Melanch?
thons Præsidium. Der blev i det hele gjort megen Stads af ham, og
man ønskede, at han maatte blive en anden Erasmus. En vis Adkomst
havde han jo virkelig i saa Henseende, for saa vidt som han benyttede
det latinske Sprog med overordentlig Lethed, omend han maaske ikke
altid filede nok paa sine Vers, til at de ganske kunde gælde som klas?
siske. Inden sin Bortrejse fra Wittenberg udgav han en Samling latinske
Vers, kaldet »Bucolica«, som Melanchthon forsynede med en Til?
egnelse til Kong Frederik II, hvori han bl. a. bemærkede, at Digtenes
Forfatter havde erklæret, at han vilde anvende al Flid paa at blive en
Prydelse for den danske Kirke samt arbejde paa at bevare Trosenig?
heden. Sligt maatte naturligvis gøre et godt Indtryk paa Kongen, og
efter sin Hjemkomst blev Rasmus Glad da i Juni 1560 beskikket til
Professor i Teologien og fik flere Beviser paa den kongelige Yndest.
Han havde allerede faaet et Kanonikat i Roskilde, og nu fik han ogsaa
Indtægterne af Rødovre Præstekald. 1561 blev han Universitetets Rek?
tor. Men nu viste det sig, at han, der overfor Hoffets Herrer var den
fine og omgængelige Mand, som Styrende ingenlunde var let at komme
ud af det med. Der indkom Klager til Kansler Joh. Friis fra hans
Embedsbrødre over, at han som Rektor optraadte paa en saa bydende
og uomgængelig Maade, at det ikke var til at udholde. Og Enden paa
Sagen blev, at Kansleren maatte bruge sin Myndighed og befale ham at
nedlægge Rektoratet inden den sædvanlige Funktionstid var udløben.