24 / 269
sno sig og bugte sig, Rattet er aldrig i Ro, thi Øerne rækker deres
Odder og »Hoveder« frem under Vandet, nær ind paa det snævre Løb,
som vinder sig i rytmiske Vendinger som en Flod, der paa det faste
Land baner sig Vej ud imod Havet.
Der er ganske vist ogsaa Hjemmefødninger paa disse Øer, Folk som
er bundne til Jorden og aldrig kommer udenfor de høje Volde, som
Ærøs og Langelands Klinter rejser om det fyenske Ørige; men der er
ogsaa dem, og det er Tusinder, som dette milde, smilende Hav opdra?
ger til Sømænd, og de bliver ikke hjemme, de gaar paa de lange Rej?
ser og toner det danske Flag paa fremmede Have. Nu maaske ikke
saa meget som før i Tiden. Nu er Sejlskibenes Tid forbi, men i 1774
ejede Marstal, som dengang hverken havde Havn eller Mole, alene
til Søfarten 38 store Jagter. Saa mange ejede ikke alle Kystbyerne paa
Lolland. — Paa Værfterne i Svendborg blev fra 1807—1814 bygget 130
egetømrede Skonnerter og Galeaser med 1511 Læsters Drægtighed
foruden 45 Kanonbaade, 3 Kanonjoller, 15 Kaperslupper samt endnu
10 andre kongelige Fartøjer og Orlogsbriggen »Bornholm« paa 20 Ka?
noner; den løb af Stabelen 28. August 1811 og var af Størrelse som en
Fregat. Paa Thurø fandtes der fire Værfter og i Troense to. Overalt saa
man de store Skibsskrog derinde paa den hældende Strand mellem
Stivere og Stænger og Tømmer og Skov. Øret opfangede Hamrenes
bløde, dæmpede Taktslag paa Egeplanker. De lød fra Thurø, og de lød
fra Taasinge, fra begge Bredder af Thurø Sund; saadan er der bygget
i umindelige Tider, stolte Skibe af de stærke Ege i Øernes Skove.
Carl Frederik Glad voksede op i de tunge Aar for Danmark, som
fulgte paa Englændernes Overfald i 1807. Alle de stolte danske Svaner
var ranede eller ødelagte. Men det var ikke alene Orlogsskibene, som
gik tabt. Da Frederik VI i sin Harme over Englændernes Voldsdaad
forbandt sig med Napoleon og erklærede England Krig, blev Følgen
heraf, at Danmark ogsaa mistede sin blomstrende Søhandel
25