448 / 605
438
Meddelelser fra Raadstuearkivet 1930— 1932
ret Cellulose i Amylacetat med en Tilsætning af Petro
leumsdestillater for at hindre Opløsningsvæskens h u r
tige Fordampning. Endvidere tilsættes en Oljesort, for
at Præparatet skal faa en vis Smidighed og ikke trække
sig sammen. Zaponlakken maa være absolut fri for al
Syre«. Papiret bredes ud paa en Glas- eller Zinkplade,
renses omhyggeligt for Støv og bliver derefter helt eller
delvis overstrøget med Zaponlakken og endelig tørret
over udspændte Snore eller Metaltraade. Ved denne Be
handling bliver det skørnede Papir gennemtrængt af
Vædsken og er efter Tørringen fuldkommen stift og
stærkt. E r det særlig skrøbeligt, kan man yderligere
overklæbe det med Japanpapir og derefter give det nok
en Zaponoverstrygning, eventuelt styrke flossede Kanter
ved at overklæbe dem med et nyt Lag Japanpapir, der
paasættes med en særlig Zaponsort (»Perlkit«). Da
Zaponovertrækket til enhver Tid kan fjernes ved Hjælp
af Amylacetat, er Zaponeringen — som de anførte Med
delelser gør opmærksom paa — ikke til Hinder for, at
man senere anvender Stoffer, der opfrisker afbleget
Skrift.
I de forløbne Aar er Metoden stadig bleven forbedret.
Siden 1910 ha r man i Stedet for den Perlske Zapon an
vendt Cellit — der er anbefalet af den preussiske Mate
rialprøveanstalt i Gross-Lichterfelde ved Berlin — og
desuden gjort Forsøg med det saakaldte Neu-Zapon fra
Dresden. Særlige Vanskeligheder mødte man under Ver
denskrigen, da det blev umuligt at tilvejebringe disse
Stoffer. En Tid hjalp man sig med Gelatine, som dog
den Gang var uforholdsmæssig dyrt, og Limvand, der
viste sig utilfredsstillende, og gik derefter over til at
nøjes med japansk Silkepapir og Silketyll fra Lyon. Selv
om Forholdene efter 1918 er bleven mere normale, er
man dog ikke derfor vendt tilbage til Anvendelsen af