21 / 49
— 19 —
men han var aabenbart mere optaget af sin Magtglæde
end af at se paa Danserinden Jomfru Biroustes Øvelser,
thi han fortæller i disse næsten Erik Bøgh’ske Vers:
»Jeg lægger mig nemlig saa lang jeg er
paa Hofkanapeen, som stander dér,
og uden med nogen min Pragt at dele,
jeg magelig skuer derfra det Hele.
Jeg, der er Objekt fo r alle Fagter,
Hver Haand og h v ert Ben er mod mig sirakt ud;
Hvert Øje saa kiælent hen til mig smagter.
Og kort, jeg er hele Theatrets Gud . . .<
Saadan førte altsaa Jens Baggesen Tilsyn med Prøven.
Efter denne Bekendelse forstaar Eftertiden, at han var
en af de daarligste blandt de 80 Direktører, som har
styret Nationalscenen indtil Juli 1922.
I 1801 begyndte Mimikeren Casorti og Pricefamilien
deres Virksomhed paa Hoftheatret med et Repertoire,
hvis Rester endnu i en svag Afglans henrykker vore
Børn paa Pantomimetheatret i »Tivoli«, og i Aarene
omkring Bombardementet, da Maskeradegalskaben i
Kjøbenhavn var paa sit højeste, havde Hoftheatret atter
en Glansperiode. Folk behøvede ikke at møde forklædt,
men kunde leje en Dragt i en Garderobe ved Theatret
og klæde sig om med det samme. I Forsalen serveredes
»Punch, Lemonade og Theevand«, og i Værelserne)paa
den lange Gang »beværtedes med varm Spiisning porti-
onsviis og Viin med videre«. Mod disse beskedne Glæder
førte Kandidat i Theologien N. F. S. Grundtvig et for
gæves Stormløb, da han nede fra Langeland i sin Pjece
»Maskeradeballet i Danmark« ringede Dommedag ind
for de Letsindiges Øren. Oprørt over Lystigheden efter
2*