30 / 49
— 28 —
kalde det danske Lune. Begge Forsøg lykkedes. Paa
Nationalscenen parodierede Fru Heiberg i »Romeo e
Giulietta« Enthousiasmen, medens Syngemester Henrik
Rung paa Hoftheatret lod de danske Operasangere ud
føre »Le nozze di Figaro« paa Italiensk (Maj 1842). Ved
den Lejlighed .skabte Peter Schram sin mageløse Don
Bartholo, som i de følgende halvtreds Aar blev en af
den danske Scenes Mesterværker.
Dog, Christian den Ottende lod ikke Italienerne indvie
Theatret i dets nye Skikkelse, men beordrede en dansk
Festaften med »Erasmus Montanus« og Prolog af
J. L. Heiberg paa Programmet. Da Wallichs Fortæppe
var hævet, traadte Fru Heiberg frem og sagde sin Gemals
Vers:
»Hvor ofte lød i disse Sale
de velske Toner, den d an sk e Tale
h er som et Ecko fra gamm e l Tid.
Hvad s a a ’ man h e r for brogede Fester
hvilken G limmer og h vilk e Gæster,
og hvilken Sum a f sp rud lend e Vid!«
Og saa indviede da Fru Heiberg Theatret
»til F rem tid s Beilen om Musers F ra n d s«.
Hin 1. November 1842 anede hun ikke, at denne »Bej-
len« skulde komme til at saare hende dybt og ramme
hendes Mand som Theaterdirektør. Thi da den taabe-
lige Italiener-Mani omsider var stilnet af — den døde
gradvis ud i Løbet af en halv Snes Aar — kom Hofthea-
trets sidste Glansperiode, den vigtigste af dem alle i
kunstnerisk Forstand: Frederik Høedts og Michael Wiehes
Opposition mod det Heiberg’ske Styre af Nationalscenen.