DetKongeligeHofTheater

— 31 —

Foden . . . gjorde sit første Fejltrin, kunde man maaske

sige, mod store Maal. Pladsforandringen medførte, at

Parterrets Loger forsvandt, og at Tilskuerantallet sank

til c. 700 Personer. Samtidig anlagdes den nuværende,

brede Trappe ned til Buegangene, og Publikums Overtøj,

som hidtil havde haft Plads i Sidegangene udenfor

Logerne, blev nu anbragt i Garderober med Numre

indenfor Forsalen, der benyttedes til Foyér og Konditori.

Høedt og Wiehe maatte flytte deres kunstneriske Idéer

ned i et meget folkeligt Repertoire, da det kgl. Theater

havde Eneret paa at opføre al virkelig Literatur. Allige

vel sejrede de totalt og kunde, efter at Heiberg havde

forladt Direktørposten, vende tilbage til Nationalscenen

som en Art Sejrherrer. Oppositionen varede kun én

Sæson, 1855—56, men denne Vinter har sin egen uud

slettelige Plads i vor Theaterhistorie; thi i den kom

Scenen Virkeligheden nærmere. Horisontale Lofter og

lukkede Stuedekorationer, det karakteriserende Møble

ment, veritable Gulvtæpper, Portierer og Gardiner, kort

sagt den ydre Rumfantasi, kan dateres fra denne Epi

sode, og Høedt gennemførte Systemet saa grundigt, at

Tilskuerne kunde mærke Røgen af hans ægte Havanna-

cigarer helt ned i Parkettet. Den Porcelænsvase, han

skulde slaa i Stykker i »Berthas Klaver«, maatte hver

Aften være ny og hel. »Det vilde sætte mig ud af Stem

ning, hvis jeg saa’, den var limet«, sagde han.

Men det var ikke den ydre Iscenesættelse, som betin

gede, at man føjede Ordet »berømmelig« til denne Sæson.

Dekorationerne og Møblerne dannede kun Rammen om

to vidtforskellige, men højtbegavede Menneskers kunst

neriske Anskuelser. Kort fortalt gik disse Anskuelser