11 / 318
mede hun blot: „Det er lige meget, om det er
sandt eller ikke, men at det var de Andre, der
havde Uret, det er je g vis paa!“ —
Jeg har valgt Teatersympatierne som de
mest iøjnefaldende Exempler, men alle andre
personlige Sympatier: Slægtskab, Venskab, Be
kendtskab, fremkalder hver for sig en Partisk-
hed hos det læsende Publikum, som gør, at
det med Mistro eller Uvilje opfatter enhver
Skildring af en nærstaaende Personlighed, naar
denne bliver fremstillet fra en Side, der ikke
er Læseren bekendt.
Det er derfor mest forsigtigt, at en Memoire-
forfatter først lader sine Erindringer udkomme
20, 30 eller 50 Aar efter sin Død, naar ikke
blot de i dem omtalte Personer, men ogsaa
deres Børn og Venner, kort sagt alle, der kan
føle sig saarede ved en Fremstilling af de om
talte, der ikke stemmer overens med deres egen
Opfattelse — er udtraadt af de Levendes og
Læsendes Tal. Alle de Personer, som er om
talte i mine Ungdomserindringer, har saaledes
uden Undtagelse forladt Livets Skueplads, og
af dem jeg kommer til at omtale i nærværende
Fortsættelse, der begynder med det snart tilbage-
lagte Aarhundredes sidste Halvdel, vil maaske