12 / 318
5
kun nogle Faa, maaske Ingen være tilbage,
naar disse Erindringer udkommer, da jeg ikke
agter at gaa Nutiden for nær, og der mellem
mine Jevnaldrende er sket et saa stort Mande-
fald, at næsten alle mine Medkæmpere og Mod
standere fra Stridens Aar allerede er gaaet til
Hvile.
Hvad der alligevel har bevæget mig til at
afvige fra den i Memoireliteraturen almindelige
Opsættelse af Manuskriptets Udgivelse er Hen
synet til, at mine fortsatte Erindringer, der
maaske for Øieblikket kan gøre Regning paa
et omtrent lige saa stort Publikum som den
første Del, vilde være for smaastilede til, at
de kunde interessere ret mange Andre, end en
lille Kreds af Teaterfolk og Biblioteksmennesker,
naar de blev gemte til et fjærnere Slægtled af
Læsere, der hverken har kendt mig eller de
Arbejder, hvortil de følgende Optegnelser nær
mest er knyttede. Jeg skal heller ikke fragaa
en anden Bevæggrund til, at jeg ønsker om
muligt i min Levetid at se mine Erindringer
afsluttede og udkomne — den nemlig: at jeg
helst selv vil staa til Ansvar for Rigtigheden
af det Fortalte.