233 / 249
Lasternes ulykkelige ofre
231
Mange indretninger, der langt fra ikke fordrer så megen tilsyn, og hvor
mangel af tilsyn ikke er så ødelæggende, har en mængde betjente; man kunne
måske derfor regne det til mangler, at her ikkun gives en inspektør, tvende
mestre, en justitssergent, en portner, og en nattevægter, eller med andre ord,
seks mennesker til at styre og regere livsfanger, 18 mandfolk, 84 kvindfolk,
1 dreng, 1 pige; årsfanger: 53 mandfolk, 115 kvindfolk, 4 drenge, 22 piger;
men betragtes sagen fra det rette synspunkt, er det uden tvivl en fordel. Skulle
her holdes så mange betjente, at deres kræfter kunne stå i forhold til fanger
nes, ville det koste meget, og det blev altid et spørgsmål, om der ikke mere
tabtes end vandtes derved. Man ville forlade sig på fysiske kræfter, isteden
for moralske, der nu tilvejebringer orden og sikkerhed. Den ene ville vælte
byrden fra sig på andre, og bestyrelsen tabte usigeligen derved, ej at tale om
mange andre ulejligheder, som ikke ville mangle at indfinde sig. Overalt er
det en unægtelig sandhed, at jo færre kræfter man kan bruge til en maskines
gang, desto bedre. Ansæt flere opsynsmænd, den herskende orden tillige med
sikkerhed vil forsvinde. Men på den anden side er det lige så unægtelig en
sandhed, at arbejdet er ikke mindre tungt end besværligt, og forbundet med
en dagligen overhængende livsfare. Hvor frygtelige er ikke 300 ryggesløse
mennesker, hvoriblandt mange er fortvivlede, og ikke fa ved vanen grusom
bievne mordere, for seks opsynsmænd, der ikke alene skal bestyre dem, men
endog tilholde dem at efterkomme deres pligter, og straffe dem i overtrædel
ses-tilfælde. Man skulle tro det umuligt, når ikke erfaring viste dets mulig
hed.
Her har man ikke at gøre med ubevæbnede, i deres kældre og huller ind
sluttede fanger; men med mordere, der er forsynede med rasp, tang, økse
osv. som de villigere og bedre bruger til deres befrielse, end til det, hvortil de
nødes at bruge dem. Eksempler haves og, at de har brugt dem dertil. Iblandt
andre havde et sådant menneske brudt ud, og da han mærkede hans udbrud
ikke var skjult, forskandsede han sig i en kælder, og sagde med øksen i hån
den i en tone, der gav tilkende, at det var hans fulde forsæt, til dem, som søgte
ham, at den, der understod sig at nærme sig, skulle komme til at ligge død for
hans fødder. Inspektøren, der havde erfaret alarmen, kom til, gik ene til ham,
og tiltalte ham således. Ven, hvad er det, du tager dig for? Har jeg vel nogen
sinde gjort dig noget ondt? Du har altid været et skikkeligt menneske. Læg
den økse bort, og kom ud. Svaret, som straks fulgte, blev dette: For Deres
skyld, Hr. inspektør, vil jeg gøre det. Enhver anden skulle have lagt for min
hånd og denne økse. Han kastede derpå øksen og kom frem. Magten kunne
have tvunget ham; men ikke letteligen forekommet en ulykke.
For stiftelsen er det altså unægteligen i mange henseender en stor fordel,
at den bestyres af fa; men for dem, som bestyrer den, er det en lige så tung