229 / 249
Lasternes ulykkelige ofre
227
24 til 32 Skilling og en tønde rug med 19 til 20 Mark til den forhen angivne
tid, og mange andre hindringer, der trykker en arbejdende stat.
Dog, hvad vil man tale herom. Statens finansvæsen står virkeligen på en
god fod. Den har ingen vekselkurs; intet forlån på tilkommende års ind
tægter; intet betydeligt pensionistreglement; ingen dobbelte og tredobbelte
embeders besætning; ikke mange uvisse ekstraordinære udgifter. Betjenterne
derimod har deres bestemte løn, og mestrene, der skal påse arbejdets forfær-
digelse, betales i forhold til det arbejde, der forfærdiges.
Havde man fra 1730 sluttet slig akkord med alle dem, der har tilrådt og
formået regeringen til at anlægge og oprette fabrikker, kompagnier, banker
osv. ville de i steden for at skade have gavnet staten. Egen fordel driver bedre
til pligters opfyldelse, end fast gage og ansvar, som aldrig fordres. Skarer af
berigede vindmagere skulle da ikke have udført store kapitaler af landet, og
glashytteforvaltere ikke beleet den godtroenhed, der giver rede penge og fuld
betaling for skår. Kongen og landet ville have vundet utroligt, når visse be
stemte procent af den bevisligen udbragte gevinst havde blevet deres løn. De
ville da som mestrene i Børnehuset have sørget for, at meget var blevet forfær-
diget. Tillod indretningen det og var det gørligt, at mere end 100.000 pund
uld kunne spindes af de i Børnehuset værende lemmer, kunne man gøre sik
ker regning på at mere blev spundet.
Blandt andet, som her hindrer finansernes flor, bør sygdomme regnes.
60, færre eller flere syge fortjener ikke alene intet, men koster noget anseligt.
Årsagerne til disse mange sygdomme er ikke af et slags. Nogle synes at kunne
forebygges, andre ikke. Mange menneskers indslutning i ænge rum, ved man,
er sundheden skadelig. Skal virkningen deraf forebygges, må den størst mu
lige renlighed og god sund føde tilvejebringes. Rummeligere værelser kunne
vel ikke forskaffes; men større lyst til renlighed hos lemmerne, især i hensende
til klæderne, og bedre føde var ikke umuligt, når man uafbrudt opmuntrede
og tilholdt lemmerne at holde klæderne og værelserne rene, gav dem noget
mere for deres arbejde, og befriede stiftelsen for udgifterne til brolægning og
den latinske skole. Lemmerne ville da undertiden kunne købe sig mad, til
lavet af godt friskt oksekød, og mange medikamenter ville derved blive und
værlige. Det almindelige og stiftelsen vandt derved, og hensigten opnåedes
fuldkomnere og bedre. Menneskeligheden ville fryde sig, og lasternes ulyk
kelige ofre ikke sukke over uretfærdig og ubillig behandling.
Bør man ikke lade det umælende sukke over sig, hvor meget mindre vore
medmennesker. I, af verdens tummel alt for meget forvildede, til at kunne
føle og kende de menneskelige elendigheder, siger ikke, at retfærdighed her
ved trædes for nær, og påstår ikke, at straffen er forholdsmæssig til forbrydel
serne. Frihedens berøvelse er et større onde, end I forestille eder, og en straf,