234 / 249
232
Peter
Henningsen
som farlig byrde.
Midlerne, hvorved denne stats ror, hvis undersåtter udenfor er ikke min
dre uregerlige end balstyrige, så heldigen styres, kan ikke være tænkeren ube
kendte. Han bliver hastig var, at billighed, retfærdighed og menneskekærlig
hed sidder ved roret, og hvor skulle han kunne miskende deres virkninger,
lydighed, ærefrygt, genkærlighed? Skulle han til andre tider kunne tvivle her
om, vil tvivlen ganske forsvinde på inspektørens fødselsdag. Den er indvå
nernes festligste dag om året. Glemmende deres usle tilstand, trykkende kår
og nagende genvordigheder, overgiver de sig så ganske glæden, at man skulle
tro, det var lykkelige frie mennesker, der anstillede forlystelser. I selvgjorte
sange, der vel ikke bærer smagens, men dog erkendtligheds præg, lægger de
for dagen deres varme uskrømtede følelser for deres ven og velgører. Det
største og mindst tvivlsomme bevis på hans gode, billige, retfærdige og men
neskekærlige opførsel mod dem. Tiltalede, pryglede og forfordelte han dem
som ladefogeden, ridefogeden og herremanden ofte gør mod hovbuddet [den
hoverigørende fæstebonde], skulle han ikke kunne være sikker iblandt dem;
ikke tilvejebringe orden og rolighed, og endnu mindre af dem blive anset for
deres ven, der ene og alene er det, der giver maskinen en ordentlig, stadig og
varig gang.
Man har tildels set (alt må egen undersøgelse lære) hvad han udretter;
man bør og se bevæggrundene, der virker på ham.
Seks hundrede rigsdalers årlige løn og husly er alt, hvad han nyder af ti
melige fordele. I de sildigere tider har man endog fundet for godt, ventelig
til en belønning for hans lange, tro og sure tjeneste, at binde ham hænderne
således, at han nu ikke som fordum ser sig i stand til at sørge for indvånernes
vel og fremme og deres tarv. En halvfjerdsindstyve års gammel mand kan ikke
have meget at vente i en verden, der sjælden dømmer og lønner rigtig, især i
et embede, der har intet af det glimmer, der tildrager sig opmærksomhed og
beundring; men desto roligere kan han vente det tilkommende, hvor det på
hin side graven vil hedde til ham: Vel dig, du tro arbejder. Du har været tro
over lidet, jeg vil sætte dig over mere.
Til statsfordelene har man troet at kunne regne: pligternes og fortjene
sternes bestemmelse; sparsommeligheden, der iagttages; at fortjenesten ikke
opædes af mange betjente; og endeligen inspektørens ærlighed; overlæg, mod
og standhaftighed, efter mulighed at våge over og fremme statens vel og tarv.
Til manglerne bør blandt andet regnes: den ringe pris, man sætter på indvå
nernes arbejde, som gør, at de må leve uslere, end de burde; den liden om
sorg, man drager for at klæde dem; og endeligen de skranker, man sætter [for]
inspektørens nidkærhed og virksomhed, at fremme indvånernes tarv, hvilket
endnu med fa ord skal berøres.