230 / 249
228
Peter Henningsen
man aldrig burde tilkende og iværksætte, uden når den yderste nødvendighed
gør det til pligt.
Finansernes tilstand er, og kan altså ikke være glimrende; dog er den i
sammenligning med andre staters fortræffelig. Man kender her ikke til fi
nansoperationer, der for en kort tid blænder øjet ved de fordele, der med
vished påstås at skal komme, og som om kortere eller længere tid ganske na
turlig forvandles til tab, som de arbejdende stænder må betale. Lige så lidet
kender man til finansstyrere, der ved at fradømme alle andre menneskefor
stand, røber, at den, de indbilder sig selv at besidde, ikke rangerer med de
første, næppe med de sidste klasser i fornuftens rangordning. Så længe slige
kloge herrer iagttager denne forsigtighedsregel: ikkun ved breden bord at ud
kramme deres visdom, lykkes det dem at blive ansete for vidundere. Drister
de sig udenfor, går det dem ikke bedre end Ikarus, der trodsede solens magt.
Deres voksvinger smelter, og deres derved forårsagede fald bliver ikarisk.
Quid suit, ut tutas agitaret Dædalus alas,
Icarus immentas nomine signet aquas.
Nempe quod hic alte submissus ille volabat,
nam pennas ambo non habuere suas.
Statens fordele og mangler
Ingensteds skønnes bedre på fortjenester. Pligters iagttagelse medfører beløn
ning; deres overtrædelse straf. Hvad der er pligt, og hvad der ikke er det, er
så nøje bestemt, at ingen kan undskylde sig med uvidenhed. De er ej heller
så mange og forskellige, at deres mængde kan forvilde. Hvad der er pligt i
dag, det er og i morgen. Ingen persons anseelse finder sted. Der gives ingen,
såkaldte, højere stænder; altså ingen ærgerrighed, ingen renter af betydelig
hed. Som de afsjælede legemer i deres mørke bolig er alle her hinandens lige
uden mindste forskel. Gunst og yndest virker lidet; roligen ses derfor det til
kommende i møde, og ønsker holdes for at være utidige. Moder kunne ikke
trænge sig igennem eller bestige mure, der bevogtes af gammeldags tarvelig
hed. Vellyst skælver blot ved synet, og drister sig ikke engang til at komme
nær. Kunstig sammensat bedrageri finder her intet parterre, der tilklapper det
henrykkende bifald. Enhver våger over egne, og kontrollerer med andres ret
tigheder. Ingensteds er man så frygtsom for at låne uden at betale. Sagen er
denne. Man kan her ikke gøre opbud; boerne kunne ikke komme under ret
tens behandling; pro forma veksler cirkulerer ikke, og akkorder indgås ikke af
kreditorerne. Enhver skal og må betale sin gæld. Denne pligt er bleven til en
lige så urykkelig som for skyldneren rædselsfuld lov. For en lånt hovedsum,