226 / 249
224
Peter Henningsen
Videnskabernes og kunsternes tilstand kan ikke siges at være blomstrende.
Middelalderens smag synes at være den herskende. Børn lærer at læse ABC
og katekismum. Videre driver de det ikke. Andet har man ej heller ret til at
formode. Her er intet akademi, intet fakultet, ingen promotion. Heraf flyder
et endnu større onde. Det er så langt fra, at videnskaber, indsigter, duelighed
æres, at de endog foragtes. Tænk engang! En lovkyndig mand, en stor poet,
tvinges til at raspe træ. Fingre, bestemte til at bringe hjernens foster frem for
lyset til retfærdigheds håndhævelse, sædernes forbedring, menneskets foræd
ling, bruges til at føre raspen, der forvilder indbildningskraften, forstyrrer for
nuften og dræber geniet. Heri følger dog denne stat ikke sin egen lære. Den
har lært den af de større stater. Der vil man finde poeter, lovkyndige, botani-
ster osv. brugte til at beregne æg, høns, duer, landskyld, hvilet er et virkeligt
rasperi for hovedet. Andet kan man ikke vente, så længe man tror, ved hævd
arvede rettigheder og befalinger at kunne udrette, hvad man lyster.
Videnskabernes opkomst og flor synes at være denne stat ikke alene ufor
delagtig, men endog skadelig. Man har for nogle år siden haft en erfaring, der
godtgør denne påstand, og beviser, at de lidet kender dens sande fordel, der
tilråder deres opmuntring og fremme. En mand, som udenfor havde gjort
sig berygtet ved videnskabernes og Themidis misbrug, blev optaget blandt
Børnehusets borgere, og anset for en videnskabsmand. Æret, agtet og tilbedt,
opkastede han sig til regent. Han befalede, og man adlød med en nøjagtig
hed, der vidnede om fuldkommen hengivenhed og kærlighed. Han påtog sig
at kuldkaste regeringsformen, og der fattedes lidet, i et for ham lykkeligt og
ærefuldt udfald. Staten ville det dog ikke have gerådet til fordel. Dens få be
tjente havde blevet et offer for 300 menneskers raseri; men deres tilstand ville
og for eftertiden have blevet langt siettere, tungere og ynkværdigere.
Videnskabernes lys er alt for klart og brændende, til at uerfarne øjne skul
le kunne tåle deres glans. I hænder, som ikke har lært at omgås dem, er de
lige så frygtelige som sværdet i den rasendes. En iagttagelse Socrates allerede i
sin tid gjorde. Der bør altså holdes flittig vagt på denne stats toldboder, at vi
denskaberne ikke indsnige sig på ny, og fuldfører den begyndte ødelæggelse.
I de større stater har man intet at frygte af dem. Der møder indsigter, kund
skaber og dueligheder hinanden. Imellem sande fortjenester, dumdristighed
og fremfusenhed, skelnes med lige så megen upartiskhed som kyndighed. De
ærestøtter, der tilkommer hine, kunne disse umueligen tilvende sig. Vægten,
hvorpå alting vejes, er nøjagtigen justeret.
Hvad der nu gælder om videnskabernes foragt og skadelighed, gælder
også størstedelen om kunsterne. Juvelerere, skræddere, parykmagere, hårskæ
rere, modehandlere og modehandlerinder, som udenfor ågre så fortræffeligen
med deres pund, at mænd og kvinder ved deres kunstflid bliver ansete for