221 / 249
Lasternes ulykkelige ofre
219
man forskaffer os, som sagt, arbejdshuse, hvori frivillige, uden at pådrage sig
skændsel, kunne arbejde, og ved arbejde fortjene brødet. Mangel på indret
ninger i staten burde ikke blive os en ny og utåleligere straf”.
Var nogen dristig nok til at indkomme med slig klage, hvad svar kunne
han rimeligen vente sig? Intet uden det, man alt for ofte har hørt: Herved er
intet at gøre; det henvises til lands lov og ret.
Kunne man ikke afstedkomme slig indretning, burde der i det mind
ste sørges for, at de, som meldte sig i Børnehuset, for at få ly, varme og ar
bejde, kunne modtages, og ikke som i forrige vinter, af mangel på anstalter,
bortvises; thi indretningen tillod ikke at modtage dem. De derimod af stod
derkongerne optagne måtte modtages, og slap således ind. Derved forædles
Børnehuset; men ikke Københavns pøbel. Det er statens skyld, at mennesker
efter naturen ikke bliver værdige statslemmer; det er statens skyld, at gaderne
vrimler af tiggere. Nationens forædling og oplysning ville sætte alle dens le
dige hænder i virksomhed, når naturlige og til vor forfatning passende anlæg
foredroges [dvs. blev foretrukket i stedet for] unaturlige og kunstige. Påstås
derimod af de mægtige, at groft klæde og lærred, som er hver mands brug,
bæres og slides af mængden, intet objekt er, der bør tildrage sig opmærk
somhed; men vel fint klæde, silketøj og overdådigheds-varer, som fremmede
sælger for ulige lettere pris, end vi kunne forfærdige dem for, og forskud skal
erstatte entreprenøren den heraf flydende underbalance, må staten nødven-
digen gå krebsegang. Dette leder til at betragte stat og stat.
III. Stat o g stat
Børnehuset er en stat, og København en anden, som det står i nøje forbin
delse med. Længe tvivlede jeg, om Børnehuset fortjente navn af en stat. Jeg
fandt der ingen giro- eller lånebank; ikke mængde af forordninger; ingen ret
tergang; ingen vagtparade; ingen forgemakker; ingen kollegier [ministerier];
ingen sø- og landmagt; ingen kostbare store fabrikker, ingen vævere; jeg var
derfor længe tvivlsom, hvad jeg skulle kalde dette institut. Nogle rådede mig,
at kalde det vindskibeligheds sæde; andre, Københavns eneste realskole; nok
andre, et forædlings-institut. Ingen af disse og andre foreslagne navne beha
gede mig. I denne tvivlrådighed og forlegenhed opdagede jeg til min inder
lige glæde protokoller, erklæringer, brevtasker, som det er fornemt og kolle
gialsk, at kalde porteføljer, sergeant, magaziner, pensionister, næsten lige så
mange fortærende som erhvervende lemmer. Jeg fandt kirke, præst, katekis
mus, øvrighed, undersåtter, domme, mundtlige love, vagt, svejtsere [vagter]
osv. Længere kunne jeg nu ikke være tvivlrådig. Har Børnehuset, tænkte jeg,
disse væsentlige egenskaber, uden hvilke ingen stat kan være stat; så er det