220 / 249
218
Peter Henningsen
beskuelig måde beskæmmede theologiske fakulteter, opdragelses-institutter,
opdragelses-råder, og dogmatiske umoralister, der ikke engang har drømt om
den forædling, mennesket efter naturen her gives. Man forfølger det fra men
nesket af i Børnehuset bievne statslem og betragter da:
II. Statslem o g statslem
Livsfangerne vedbliver stedse at være mennesker efter naturen; thi de kom
mer ikke uden for staten. Deres hele virkekreds indskrænkes til Børnehusets
sale eller kældre.
Årsfangerne derimod bliver, ved at komme ud, københavnske statslem
mer. Til hvad nytte, for sig og andre, er uvist; men så meget er vist, at den nyt
tige vindskibelighed, hvortil de holdtes i Børnehuset, forsvinder oftest uden
for, af mangel på anstalter.
I Børnehuset vinder staten på ethvert lem henimod 28 rigsdaler årligen.
Dets arbejdes værdi kan anslås til 54 rigsdaler, og dets underholdning til 26
rigsdaler årligen.
Fandtes slig vindskibelighed og tarvelighed udenfor, eller bragtes det ik
kun dertil, at enhver ved håndarbejde eller anden flittighed fortjente årligen
10 rigsdaler mere end han fortærede, ville det snarere ophjælpe handelsbalan
cen end Altonaer Banken.
Årsfangerne udlades når deres tid er omme; men det er og alt hvad man
gør for dem. Ingen bekymrer sig om at forskaffe dem livets ophold, og selv
kunne de oftest ikke forskaffe sig det. Mange indser det, og ønsker sig derfor
ikke en frihed, som de ikke kunne nytte. Ingen tør betro dem noget, og det
regner dem endog til forbrydelse, om de talte således:
’’Efter at have udstået den os pålagte straf, hvis billighed [rimelighed] eller
ubillighed det ikke nytter at undersøge, bønfalder vi regeringens retfærdig
hed, at den vil forskaffe os, som den ved et vanærende fangeskab har berøvet
midlerne til livets nødvendigheders anskaffelse, lejlighed til at fortjene dem.
Titler har vi ikke, der berettiger os til at leve på statens bekostning; men hæn
der har vi, der, skønt deres kræfter er svækkede, kunne arbejde, når de ikke
bindes. Anvis os anstændige arbejdshuse, hvori vi nyder den ret og skel, det
ly og den varme, den renlighed, de rokke, det uld, hvorved vi dagligen kunne
fortjene livets ophold. Betjener vi os ikke deraf, da optager og straffer man os
som modvillige tiggere. Nu derimod er det ikke vor skyld. Hvorfra tager man
sit brød i ørken? Og hvorledes tilfredsstilles mavens fordringer uden mad? Li
vets ophold fordrer føde; men fødens anskaffelse forudsætter penge, der ene
og alene burde erhverves ved arbejde. Man giver os derfor i det mindste de
333 pund uld at spinde og haspe i strenge, vi årligen havde i Børnehuset, og