215 / 249
Lasternes ulykkelige ofre
213
Vises nu, hvorledes Børnehuset er blevet det, det er, og beskrives tillige
dets nærværende forfatning, kan ej heller være nogen tvivl om, at dets stati
stik er leveret. Tilstås det, og hvorfor skulle det nægtes? opløftes min isse langt
over skyerne, og Børnehusets statistik må nødvendigen noget af den yndest,
agt og ære blive til del, der ellers bortødsles på dem, der giver sig ud for at
forstå statistik, og isteden for en fast grundvold giver os brokker og stykker,
der, lagte til grundvold, ikke engang kan bære en ussel hytte, endsige en skøn
bygning. Dog gør man ikke stor regning derpå, da det fornemste fattes; thi
så går det: Pral og brammen, navne, titler og udvortes glimmer, blænder ikke
mindre mængden end de såkaldte fornemme. Retskaffenhed, sandhedskær
lighed, uforsagt dyd, finder vel i almindelighed berømmere, men ve dem,
der drister sig til at bringe dem i udøvelse. De er værre og afskyeligere, end
det værste og afskyeligste, man ved at nævne. Deres hensigt er nedrig, deres
hjerter ondskabsfulde, deres ord og tale bitrere end galde. Træskhed, rænker,
underfundighed derimod dadies almindeligen; men deres lykkelige besiddere
berømmes, æres og forgudes.
Børnehusets historie
Navnet er, som allerede anmærket, upassende, men hvad vil det sige? Den li
den ulejlighed, deraf synes at flyde, erstattes fuldkommeligen derved, at man
ikke behøver at bryde hovedet med at gøre forskel på tugthus, børnehus, op
fostringshus, arbejdshus; og altså er det ligegyldigt, til hvilket af dette slags
huse, folk, man vil forskaffe levebrød, henvises. Eksempler på lige klogskab
findes hos os utallige. Således, at man ikkun skal vedrøre ét, forvikles og ind-
vikles begreberne om bankens kredit, statens kredit, kongens kredit, at deraf
fremkommer en røre, man slipper lettere [om] ved at tilstå uopløselig, end
[ved at] give sig af med dens opløsning, som desuden er betænkelig, da man
ikke kan vide, hvor de ædlere dele vil hendunste.
Frederik den anden, hvis omhu for fædrelandet gør ham til alle tider lige
så megen ære, som den i hans tid gjorde Danmark æret, agtet, anset, skænke
de 10.000 rigsdaler til et opfostringshus. Han ville at fattige børn skulle lære
noget, og ikke ved at tigge og bortdrive ungdommen i lediggang opvokse til
unyttige og skadelige lemmer for staten. Børnehus-kandidaternes antal, som
udenfor ikke gavner staten, og dog ikke alle kunne komme ind, troede han
derved at ville formindskes.
Københavns Magistrat overdroges kapitalens forvaltning på vilkår, at den
skulle være ansvarlig for hovedstolen, og af egne midler betale, hvad der af
samme formindskedes. Således bød obligationen, anderledes skulle den have
budt, når man til den tid havde haft den erfaring, at regnskabs fordring for