213 / 249
Lasternes ulykkelige ofre
211
lende, kan ved udsvævelser, forbrydelser og misgerninger synke dybt nok til,
at det bliver staten en nødvendighed, til ordens, roligheds og retfærdigheds
håndhævelse, at berøve forbryderen det, der ingen pris kan sættes på, frihe
den, og ham selv til forbedring og andre til afskræk, dagligen at lade ham føle
hans ilde førte levneds regler.
Du betræder, må han videre sige sig, ulykkers forgård, og, når du kom
mer længere, vil du se dem i deres fulde nøgenhed. Ved et beklemt, af tanken
om de menneskelige elendigheder inderligen rørt hjerte, nærmer han sig ind
gangen, tvivlende, om han bør gå ind. Han kommer indenfor, og, de blege
ansigter, gustne kinder, forrevne og pjaltede klæder uagtet, bliver over alt en
orden og renlighed var, han ikke formodede, og hos fangerne en opførsel og
anstændighed, hvor om han ikke drømte. næppe tør han tiltro det virkelig
hed, hans tanker forestillede ham som umuligheder.
Hans granskende øje undersøger alting med fordoblet flid, og den af un
dersøgelserne dragne slutning bliver, at han føler sig overbevist om denne, af
hans hjerte elskede, sætnings sandhed: at endog i de menneskers bryst, der
ved laster, forbrydelser og misgerninger have gjort sig uværdige [til] deres
medmenneskers omgang og samkvem, er anstændighed, erkendtlighed, tak
nemmelighed, retfærdighed ikke så ganske udryddede, som man almindeli-
gen indbilder sig; tværtimod vil man blive var, at de virkeligen bor der, når
der gives anvisning, anledning og grund til at vise og udøve dem og andre
dyder.
Den heraf naturligen flydende følge, hvis modsætning troligen iværksæt
tes, til skam for menneskeligheden, burde virke forandring i mængdens tæn
ke- og handlemåde. Man burde heraf lære og i gerningen vise: At så billigt
og retfærdigt det er, at forsage, afsky, straffe laster, forbrydelser, misgerninger,
så ubilligt og uretfærdigt er det, at forhåne, foragte, afsky mennesker, der
har været ulykkelige nok, til at gøre sig skyldige deri. De vedbliver, alle de
res fejl, ufuldkommenheder og laster uagtede, at være vore brødre, og retten,
man har til at straffe dem, strækker sig i de fleste tilfælde ikke videre, end at
hindre dem fra at forstyrre det almindeliges ro, fred og lyksalighed. Omfan
get derimod af menneskelighedens rettigheder, der alt for ofte miskendes og
krænkes, strækker sig langt videre. Vel den, der beskytter, hævder og forsvarer
dem!
Opmuntret af det, jeg havde set, erfaret og undersøgt, og bestemt af de
anstillede betragtninger, gjorde jeg mig umage for, nøjere at kende hele ind
retningen, bestyrelsen, indvånernes levemåde, forhold og opførsel, og blev til
min fornøjelse var, at den, tilfældige ufuldkommenheder og mangler frareg
nede, i meget ligner det udkast til en stats indretning, Platon har efterladt.