211 / 249
Lasternes ulykkelige ofre
209
de absolut nederste sociale lag i byen - pøbelen.
Var man først én gang blevet indsat i Børnehuset, blev livet ikke lettere,
og det var derfor noget, man ville gøre næsten alt for at undgå. I det almin
delige omdømme blev man nemlig æreløs af at omgås hærdede forbrydere,
og et æreløst menneske havde yderst vanskelige vilkår i den tids samfund.5
Hørte man til de heldige årsfanger, dvs. dem som kun var dømt på åremål
og ikke på livstid, kunne man roligt regne med arbejdsløshed, når man atter
kom på fri fod. Kun de færreste ønskede at ansætte en tidligere tugthusfange.
De løsladte måtte derfor igen gribe til tiggerstaven eller til rapseri, og før eller
siden ville de atter blive opsnappet af byens fattigfogeder og ført tilbage til det
berygtede børnehus.
Riegels gør i sin analyse af forholdene i Børnehuset ikke særligt meget ud
af de indsattes forhold. Hans interesse ligger et andet sted. Som et barn af
Oplysningstiden var han først og fremmest interesseret i, om Børnehuset op
fyldte sit formål.6Var det et tidssvarende og rationelt foretagende i moralsk
og økonomisk forstand? Svaret var, som vi vel på forhånd kunne forvente, et
rungende nej. Hovedanken var, at man i Børnehuset satte førstegangslovbry
dere sammen med forhærdede kriminelle, og hvordan skulle man kunne for
vente, at en sådan omgangskreds kunne virke forbedrende på noget menne
ske? Som Riegels siger andetsteds, så er Børnehuset en ’tiggerskole’ hvor man
lærer professionen til fuldkommenhed: ’’Børnehuset er højskolen for denne
kunsts dyrkere. Her samles fra alle stadens hjørner en mængde erfarne tig
gere, der meddeler hinanden deres erhvervede kundskaber og erfaringer, og
som det går i andre videnskabers-selskaber, går det og her: Manges forenede
bestræbelser og arbejder i en og samme ting, bringer den til modenhed og
fuldkommenhed”
7
Riegels’ retoriske udgangspunkt er den Montesquieu- og kameralisme-
inspirerede opdeling af stater i enten monarkier, republikker eller despotier.
Denne opdeling lægger han, som en art videnskabeligt røgslør, ned over sin
beretning, for bedre at kunne hudflette institutionen og udstille den, som
den anakronisme, han opfatter den som. Hele beskrivelsen er en slet skjult
kritik af et samfund, der tillader og bifalder eksistensen af forældede insti
tutioner som Børnehuset. Beskrivelsen bruges også som et afsæt til at kom
mentere andre af Riegels’ yndlingsaversioner: vindbøjtler og projektmagere,
der tømmer statskassen for penge, og snører godtroende ministre og embeds-
mænd; prominente konkursryttere og egennyttige handelsmænd, rangsyge
adelsmænd og borgere, der qua deres titler kan lukrere på statskassens midler,
mens de fattige lades tilbage i håbløshed og modløshed uden mulighed for at
erhverve sig føden.