212 / 249
210
Peter Henningsen
Det sidste kommer klart til udtryk, når han i beskrivelsen lige ud siger,
at ”det er statens skyld, at gaderne vrimler af tiggere”. Staten har undladt at
skabe ordentlige erhvervsbetingelser for dens befolkning, og i stedet ladet op
rette uproduktive monopolvirksomheder, der blot genererer underskud på
underskud. Handelen og samfundsøkonomien er bundet og styret i stramme
tøjler, og det frie initiativ hæmmes og knægtes på alle måder.
Stilen i beskrivelsen af Børnehuset er klassisk for tiden. På linie med hans
samtidige, Peter Andreas Heiberg, indpakkes samfundskritikken i enten lit
terære eller burleske gevandter for at sløre det politiske bid og undgå den
københavnske politimesters indblanding. For ganske vist var der ikke censur
som sådan på dette tidspunkt, men ikke desto mindre havde politimesteren
som opgave at rejse sag mod en forfatter, som han fandt var gået for vidt i sin
kritik af konge og stat.
Såvidt om Riegels. Lad os høre, hvad han selv har at sige.
Niels Ditlev Riegels:
Børnehusets statistik
In d led n in g
Børnehusets første bestemmelse er med tiden bleven så forandret og forskel
lig, at benævnelsen, fordum rigtig og passende, nu er så urigtig og upassende,
at den ikkun tjener til at forvilde og give urigtige begreber. Dets forandrede
skikkelse fordrede altså en ny benævnelse; thi benævnelser, vilkårlige underti
den af nødvendighed, er det ikke i andre tilfælde. Den til en statue eller billede
omdannede knub, kaldes ikke, efter at omdannelsen er gået for sig, en knub.
Bygningens udvortes anseelse, altid lukkede porte, faste mure og med
jernstænger forsynede vinduer, bringer til rigtigere begreber om dets bestem
melse. Heraf skønnes ikke tvetydigen, at det er ulykkelige, deres frihed berø
vede, menneskers opholdssted. De, der bærer lænker, ved man, er slaver.
Indenfor porten bliver man hastig var, at alting er indrettet og sigter til at
forsikre sig dets indvåneres tilstedeblivelse. Formodningen, man havde om
husets bestemmelse, bliver vished.
Et sådant syn og især forestillingen om den usselhed, jammer og elendig
hed, der må findes på et sådant sted og inden sådanne mure, kan ikke andet
end gøre tanken om menneskets forvildelser, uordener, laster og deres følger
ret levende og gyselig for den tænkende menneskeven. Så er du da på et sted,
må han naturligvis sige sig selv, hvor du ved egne øjne vil blive overbevist om,
at mennesket, der ved sjæls og legemsgaver er så meget ophøjet over de umæ