223 / 249
Lasternes ulykkelige ofre
221
mange forskellige måder, dels lægger man dølgsmål på dem. Embederne er
desuden få, og fordelen, de indbringer, så ubetydelig, at det ikke lønner uma
gen, at gøre dem til arvegods for familierne. Skulle direktøren her stikke no
gen i øjnene, må han ikke have set ret til. Sker det, vil erfares, at timelig ære,
erhvervet ved megen slæb, og forbunden med store bryderier, bliver ene og
alene hans del. Hvilket slæb og bryderi må ikke 100.000 pund ulds, 2.000
tønder rugs, en mængde madrassers og andre tings indkøb ikke forårsage?
Vel siger ordsproget: at der er intet fogderi så ringe, at det jo afkaster en
skæppe havre; men her er intet fogderi, det er en offentlig stiftelse, hvis mid
ler bør behandles som betroet gods, som aldrig indrenter nogen ærekær mand
noget. Offentlige stiftelser er desuden helligdomme, og enhver fordel, man
gør sig på deres bekostning, er kirkeran. Inspektørens lønning er bestemt.
Han er desuden underordnet direktøren, udsat for revisorens skarpseende
øjne, og kollegi indfald. At spisemesteren, som fordum gav 300 Rigsdaler
i forpagtning om året, kan udbringe sit embede til 1.000 Rigsdaler årligen,
misunder ingen ham, som lægger mærke til, at han mætter mange dagligen.
Er der velsignelse i hans mad, hvorfor skulle den da ikke også være i hans
penge?
Demokratisk kan regeringen ikke kaldes, og ulykkelig ville staten blive,
om den var det. Det ville da ikke gå bedre til, end det er gået i Holland. Tre
hundrede ivrige patrioter ville i nogle få bestyrere ikke finde en modvægt, der
kunne veje op mod dem.
At regeringen ikke er monarkisk, indses letteligen. Den synes derimod
at være en mellemting mellem den atheniensiske og engelske. Direktøren er
konge, inspektøren og de tvende mestre underparlamentet, som dog alle er
underordnede det store råd. Således har Børnehuset uden overlæg tilfældigen
fået en regeringsform, som det frieste folk i Europa [dvs. Storbritannien] næ
sten på samme måde har bekommet. Forskellen synes alene at bestå deri, at
de sætter større pris derpå, og berømmer sig deraf, som om det var deres egne
hænders gerninger.
Forhold til andre stater
Forholdet, den christianshavnske stat står i til adskillige fremmede magter, er
vel forskelligt; men dens onde eller gode skæbne fører det dog så med sig, at
den overalt må give efter, og stræbe at holde gode miner. Dens politik byder,
og dens mange crises befaler det. Hemmelighedsfuld tror den derfor at bør
behandle alle ting, hvilket går så vidt, at dens egne lemmer hverken kender
til bestyrelsen, pengenes anvendelse, eller dens afvekslende forhold til andre
stater, hvoraf de fornemmeste er følgende: