19 / 161
3. Om Fortidsmindernes Værd.
17
og deres lille Plet; de føler intet Savn, naar de blot
sidder lunt inden egne Døre.
Men snævert har de det dog; de maa undvære
meget. Det kan man jo ogsaa og dog leve. Man
vænner sig til det, saa at man slet ikke ved, hvor
fattigt og trangt man har det, naar man saaledes
lukker Fortiden ude. Men saadanne indsnævrede
Folk burde hellere tie om hele det store uden for deres
egen lille Kreds, som de intet kender til.
Ilde vil det ogsaa gaa dem med deres Menin
ger, naar de faar noget af det at se, og det kan slet
ikke undgaas. Thi Fortiden har sat sine Minder
overalt i vort Land og vort L iv ; alt hvad der om
giver os, alt hvad vi tager og bruger, har sin Fortid,
der paatrænger sig os. Men især i Museet staar det
klart, at den har Bud til alle, og at det er vor egen
Sag og vor egen Dont, det gælder.
Er det Landmanden, som benægter Fortidsmin
dernes Værd, alt imedens han med Velbehag hører
Saamaskinens klaprende Lyd, eller han selv endnu
kaster Kornet paa Fædrenes Vis, saa vil han i Mu
seet med Forbavselse finde selve de Sædekorn, som
spredtes ved det ældste Agerbrug i Landet. Det er
fra den yngre Stenalder og har en Alder af henved
4 00 0
Aar. Man har fundet det paa Bopladser i For
bindelse med Sager, der angiver Tiden, eller det har
siddet fast indtrykket i Overfladen af Lerkar. Meget
almindelig ses der i Leret Aftryk af Korn, der er saa
tydelige, at Sorterne har kunnet bestemmes. I Sten-
og Bronzealderen var det Hvede, Byg, Havre og Hirse,
som dyrkedes; først i Jernalderen, efter Kristi Fødsel,
begynder Bugen at vise sig. Fra fjerne Tider af har
Kornet været almindeligt i Landet.
S o p h u s M ü l l e r : Nationalmuseet.
2