NationalmuseetHundedeAarEfterGrundlæggelsen

Nationalmuseet.

lige faar Plads i Haandbøger, og saaledes deles det

ud til de mange Hjem. Til sidst ved man ikke, hvor-

fia det kom; men Kilden, hvoraf det hele vældede,

er Nationalmuseet.

Hvad der nu om Stunder vides om Oldtiden,

kan ses al Bogen »Vor Oldtid«, som udgaves for faa

Aar siden. Sammenlign hermed Skriftet »Danmarks

Oldtid, oplyst ved Gravhøje og Mindesmærker«, der

ei omtrent

5 0

Aar ældre, og det vil ses, hvor over

ordentlig stærkt vor Kundskab er udvidet i dette halve

Aaihundiede. Gaa saa endnu lige saa langt tilbage,

til Begyndelsen af forrige Aarhundrede, da Museet blev

grundlagt, og se, hvad der dengang vidstes.

Om alle de Stensager, som vi nu ved er Økser

og Mejsler, Dolke og Knive, beviste en lærd Professor

ved vort Universitet, at de var gjort for at forestille

Toidengudens Vaaben, hvormed det tænktes, at han

kæmpede mod Trolde og Jætter; de var et Slags hel

lige Billeder eller Symboler paa Gudens' Magt. Og

dette anpnstes af Samtiden i høje Toner som den

vigtigste og heldigste Opdagelse, ja selv af den sunde

og klart seende Mand, der stiftede Nationalmuseet.

Om en Sten- og Bronzealder vidste man intet; det blev

almindelig antaget, at Nordboerne benyttede Jernet

fra de fjerneste Tider. Endnu ned imod Midten af

fonige Aai hundrede kunde det drøftes, om Stendys

serne dog ikke var Oiferaltere, idet Blodet udgødes

paa Dækstenen og Gravrummet var Gemmested for

Helligdomssager. Ikke fjernere ligger alt dette fra os

end at, vel ikke selve Forestillingerne, men dog Be

nævnelserne endnu lever; der kan endnu høres tale

om Toidensten og Offerknive, Altere og Tingsteder.

Ved deu Tid, da Museet blev oprettet, skrev den,

som var den kyndigste paa dette Omraade, at alt,