72 / 161
70
Nationalmuseet.
Det bedste og tillige det mærkeligste ved hele
denne Sag er dog det, at den er fremmet ad Friv il
lighedens Vej, og at heller ikke de kære Penge har
haft noget at sige. Frit og klart bragles Offeret for
de gamle Minders og for Landets Skyld. Meget be-
„ tegnende for den danske Folkekarakter er det, at
Fredningssagen slet ikke lod sig fremme paa anden
Maade, hvad der ogsaa har været forsøgt. Den konge
lige Oldsag-Kommission, som først tog Arbejdet op
i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, kunde — før
Grundloven — virke ved en Slags Befalinger. Kan
celliet forordnede uden videre, at de og de Mindes
mærker skulde fredes. Men dette trængte ikke ind
hos Befolkningen; man fik paa denne Maade ingen
Interesse for Fredlysningen, og meget heraf er siden
ubemærket forsvundet. Senere engang, ior en Snes Aar
siden, var man efterliaanden kommet ind paa ofte
at give en dog kun ringe Godtgørelse for Fredlysnin
gen; men dette bragte kun bestandig stigende Vanske
ligheder — heller ikke var der jo Midler dertil. Først
da det rent og klart blev udtalt, at der ikke kan køb
slaas om Forfædrenes Gravhøje, og at der ikke skal
tjenes Penge paa Fortidens Æresminder og de histo
riske Steder, først da tog Fredlysningen Fart. Den
er nu en Folkesag, der har sin Rod dybt i den bedste
Grund. Hvad der frivillig er fredet, vil ogsaa frem
tidig blive værnet. Den store og den lille Jordejer
betænker sig ikke længere paa at underkaste sig de
samme strenge Fredningsbestemmelser med Bødestraf,
idet de indser, at der kun saaledes opnaas Sikkerhed
for kommende Tider. Vel bliver der ogsaa nu under
særlige Forhold ydet en Godtgørelse; men hvor ringe
et Omfang dette har, fremgaar af, det kun har fun
det Sted ved
46
af ialt
1 83 6
Monumenter, der er