19 / 233
II .
N
A A R
vi skal opgive Tiden for det kjøbenhavnske Malerlaugs Stiftelse,
støder vi for saa vidt paa Vanskeligheder, som det oprindelige Stiftek
sesbrev — Skraaen — ikke mere findes. Derimod er der opbevaret et Aftryk
af det oprindelige Signet, hvori, foruden Omskriften: M aler Laugs S ign e t
i K iøb enh a ffn , er indgraveret Aarstallet 1622. Denne Tidsangivelse stemmer
godt med, hvad vi forøvrigt ved om kjøbenhavnske Laugsforhold, og vi tager
næppe Fejl, naar vi gaar ud fra, at vi her har Laugets Stiftelsesaar.
Den 10. December 1621 havde Christian IV udstedt en Forordning, hvis
Hensigt var at bringe Haandværket »paa Fode«, eftersom dette »en af de
fornemme Aarsager er, af hvilke næst Guds den allernaadigstes naadige Vek
signelse, Lande og Rigers Fremvækst herkomme«.
Forordningens Formaal var væsentligt den at faa Haand i Hanke med
Laugene, disse smaa selvstyrende Samfund, hvis hidtidige indre Liv stred saa
stærkt mod den stigende Kongemagts Myndighed.
Det var ikke det første Forsøg, Kongen gjorde paa at komme Laugs*
væsenet til Livs. 1613 havde han helt ophævet det. Sandsynligvis var Me*
ningen dermed at hæve alle de gamle Skranker, som hidtil havde hindret
Adgang til Laugene, og sætte Grænser for Haandværkernes Prisvilkaarlig*
heder. Hensigten opnaaedes imidlertid ikke. Laugene satte sig til Mod*
værge og vedblev — trods Kongens Bud — at bestaa og rette sig efter de
gamle Skraaer.
Det kunde Kongen ikke finde sig i, og i Overensstemmelse med Tidens
Tankegang, at alt kunde ordnes ved Love, bestemtes det, at alle Mestre i
ethvert Haandværk skulde »forfatte nogle visse Vilkaar«, og indgive dem til
Borgmestres og Raads Overvejelse.