34 / 233
- 24 -
kastet deres Stemmer paa Mestrene
Lindemand, Lovise
og
Jacob Meiev.
Linde*
mand havde det største Stemmetal, og skulde derfor efter de almindelig fulgte
Regler have Bestillingen. Men ingen af de indstillede fandt Naade for Magi*
straten. Det blev den foregaaende Oldermand G.
F. Milan,
der udkaaredes
og ogsaa vedblev at virke.
Om Magistraten her har villet knuse et formasteligt Oprør, ved vi des*
værre ikke. Thi det var alene Oldermanden, der førte Protokollen, og den er
tavs overfor enhver indre Rørelse.
Oldermanden styrede alle Laugets Anliggender. Han udvalgte selv hvert
Fjerdingaar sine Kvartalsmestre; han besørgede selv eller gennem Laugsskrive*
ren de skriftlige Forretninger, mødte paa Laugets Vegne ved alle Retssager,
foretog Ind* og Lidskrivning af Drenge o. s. v.
Hvilken Rolle Kvartalsmestrene eller Bisidderne spillede indenfor Maler*
lauget, kan man ikke se. At denne Institution temmeligt hurtigt — i Lighed
med hvad der har fundet Sted indenfor andre Laug og i Overensstemmelse
med Overleveringen fra det 17. Aarhundrede, — har udviklet sig fra ude*
lukkende at være Oldermandens Hjælpere ved Jagten paa Fuskere til en Slags
Medbestyrelse, som Oldermanden ikke gik uden om, er sikkert nok. I nogle
Tilfælde, som f. Eks. i Sagen med Murerne, synes der endog at have været
sammenkaldt, hvad der i Laugssproget kaldtes »et dobbelt Amt«, 3; de vir*
kende Bisiddere sammen med de fire umiddelbart forudgaaende. En enkelt
Gang træffer vi et »tredobbelt Amt«, men det er ogsaa et enestaaende Til*
fælde. Men Bisiddernes Betydning blev noget hæmmet ved, at de kun virkede
et Fjerdingaar, og at Bestillingen ikke som i andre Laug gik paa Omgang
mellem samtlige Mestre, men fremgik af Oldermandens personlige Valg.
Vi træffer derfor ogsaa saa temmelig de samme Navne, noget der vel kan
tyde paa en vis Klikedannelse indenfor Lauget, men ikke paa nogen levende
Interesse for dets Anliggender.
Smaa Ting er det som Regel ogsaa der foretages, og fattigt maa det hele
have været. Først 1737 naar man at faa en ny Lade i Stedet for den, der gik
til Grunde ved Branden 1728. Den kostede 23 Rdlr., deraf 16 til Snedkeren
og 7 til Smeden, saa pragtfuld har den ikke været. Ogsaa Ligklædet var gaaet
tabt 1728, men det naaede man først at faa erstattet 1744, dels ved Sammen*
skud blandt Medlemmerne og dels ved Bidrag fra Laden.
En vigtig Tildragelse var dog Oprettelsen af en Ligkasse, der paa Forslag